Målet for den svenske økonomiske politik har længe været at opnå fuld beskæftigelse og et højt velfærdsniveau, kombineret med høj økonomisk vækst og en ligelig indkomstfordeling. Særligt ønsket om at sikre et højt velfærdsniveau var den primære drivkraft bag udbygningen af den offentlige sektor i Sverige – en udbygning, der resulterede i, at det svenske skatteniveau længe var et, der resulterede i, at det svenske skatteniveau længe var et af de højeste i verden. God indbyrdes forståelse har præget forholdet mellem de skiftende regeringer og de store interesseorganisationer med hensyn til den førte politik, som har fået navnet – “den svenske model”.

Men i første halvdel af 1990erne begyndte krisen at kradse, og velfærdsmodellen måtte beskæres og indskrænkes, samtidig med at samfundsøkonomien som sådan blev liberaliseret.

Den borgerlige regering 1991-1994 indledte en række privatiseringer, der siden blev fulgt op af Socialdemokratiet. Göran Perssons tid som finansminister 1994-1996 under regeringen Carlsson var kendetegnet af kraftige stramninger i forsøget på at skabe balance i budgettet og bremse den galopperende statsgæld.

Væksten tog atter fart i slutningen af 1990erne, først og fremmest takket være eksportfremgangen, og statsgælden blev mindre. En anden årsag til den forbedrede økonomi lå i det stigende privatforbrug, der blev hjulpet af den faldende arbejdsløshed i de to sidste år af 1990erne.

De lyse økonomiske udsigter gav sig udslag i skattenedsættelser for lav- og mellemindkomstgrupper på finanslovene for 2000 og 2001, samtidig med at børnefamilier fik større tilskud, og der blev afsat flere penge til sundhed og uddannelse.

Efter terrorangrebene i USA i september 2001 herskede der dog stor usikkerhed i verdensøkonomien som sådan, og væksten i den svenske økonomi blev beskedne 1 procent for 2001. Året efter fandt en egentlig nedgang sted, da IT-branchens vækstkurve knækkede. Det førte til stor udstrømning af kapital, som gjorde, at den svenske krone blev kraftigt svækket over for dollaren og euroen. I 2002 fortsatte problemerne: den økonomiske aktivitet og statens indtægter faldt, samtidig med at arbejdsløsheden steg, hvilket sammen med det høje sygefravær førte til stigende statslige udgifter.

Selvom de økonomiske konjunkturer ser bedre ud, ventes der fortsat at være underskud på statsbudgettet. Regeringen håber at mindske underskuddet ved at fortsætte salget af statslige virksomheder. Statsgælden lå i 2004 på 240 mia. svenske kroner.

Økonomi i tal

Nedenstående informationer er fra år 2002

• BNP/indbygger: 26.000 US dollar
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug, skovbrug og fiskeri 2%, industri, inkl. byggeri 27%, service og andet 71%
• Naturressourcer: skov, jern, kobber, bly, zink, sølvÅ
• Årlig eksport: 81,5 mia. US dollar
• Årlig import: 66,1 mia. US dollar
• Vigtigste eksportvarer: maskiner og andre industrivarer, papir og pap, råvarer (træ, træmasse, malm), kemiske produkter, jern og stål
• Vigtigste importvarer: maskiner og andre industrivarer, kemiske produkter, brændstof, levnedsmidler
• Vigtigste eksportlande: USA, Tyskland, Norge, Storbritannien, Danmark, Holland, Frankrig, Belgien
• Vigtigste importlande: Tyskland, Danmark, Storbritannien, Norge, Holland, Finland
• Valuta: kroner. 1 SEK = 0,82 DKK

Naturressourcer og energi

Sverige har store naturressourcer i form af skove, vandkraft og jernmalm. Der er også betydelige forekomster af kobber, bly, zink, guld og sølv. Derimod er olie- og kulforekomsterne meget små.

I århundreder har minedriften i Bergslagen spillet en stor rolle for landets økonomi. Falu Kobbermines produktion kulminerede i 1600-tallet, men så sent som i begyndelsen af 1800-tallet blev den regnet for den største kobberforekomst i verden. Jernmalmen har også været af stor betydning.

I dag forekommer minedrift næsten udelukkende i Nordsverige og domineres af to selskaber: det statslige LKAB, der bryder jernmalm i det nordlige Lapland, og Boliden Mineral AB, der står for den største del af øvrige malmbrydning. Bolidens største kobbermine, Aitik, ligger også i det nordlige Lapland. Laisvallsminen i nærheden af Arjeplog er en af Europas største blymalmminer, og i Skelleftefält bryder man zink.

Billig vandkraft har været en væsentlig faktor i Sveriges industrielle udvikling. Vandkraften dækker 15 procent af det samlede energiforbrug, og halvdelen af vandkraften produceres i fire store floder: Lule elv, Indalselven, Ångermanelven og Ume elv. Kernekraft og vandkraft til sammen står for over 90 procent af elproduktionen. Resten fremstilles af fossilt brændstof.

Alle kernekraftværker skal ifølge en lov fra 1980 være afviklet senest i år 2010. Barsebäck, der ligger ved Øresund lige over for København, lukkede den ene reaktor i 1999, og den anden blev lukket i 2005.

Elmarkedet blev liberaliseret i 1996, uden at det dog fik elpriserne til at falde. De steg tværtimod til et niveau, der ligner omverdens højere priser. I 2003 blev der lagt nye afgifter på elektricitet i et forsøg på at styre forbruget i nedadgående retning. Det kolde klima og de lange afstande betyder, at Sverige har et særdeles højt energiforbrug.

Atomkraft står for 25 procent af det samlede energiforbrug og importeret olie for næsten 40 procent. Biobrændsel – især affaldsprodukter fra skovindustrien, men også for eksempel tørv er vigtige energikilder i samme størrelsesorden som vandkraft.

Landbrug, skovbrug og fiskeri

Til trods for at landbrug, skovbrug og fiskeri kun beskæftiger ca. 2 procent af arbejdsstyrken, og landbruget kun står for 1 procent af BNP, er Sverige stort set selvforsynende med de vigtigste fødevarer.

Den dyrkede jord udgør godt 7 procent af Sveriges landareal. Omkring 80.000 landbrug dyrker i dag 2,8 mio. hektar jord, hvoraf halvdelen er forpagtet. De større gårde ligger fortrinsvis i det sydlige Sverige, de mindre i Nordsverige og skovdistrikterne, hvor klimaet er mindre gunstigt end i syd. De fleste landbrug er familieforetagender – kun ca. 15.000 landbrug er på mere end 50 hektar.

Det moderne svenske landbrug er ofte et stærkt mekaniseret enkeltmandsforetagende. Det er almindeligt at kombinere landbrug med skovbrug; tre ud af fire bønder ejer også skov. De fleste holder kvæg, svin eller fjerkræ. Dyrkning af kornprodukter er også almindeligt, hvorimod antallet af mælkeproducenter er faldet kraftigt i de senere år. Gennem andelsforeninger og kooperativer ejer de svenske bønder en stor del af landbrugets forædlingsindustri.

Sverige har i mange år beskyttet landbruget ved hjælp af intern markedsregulering og importrestriktioner. I 1990 vedtog den svenske rigsdag en liberalisering af fødevaremarkedet, men denne landbrugspolitik måtte dog revideres i forbindelse med Sveriges EU-medlemskab fra 1995. I stedet måtte man tilpasse sig EUs mere regulerede landbrugspolitik. Sverige arbejder for en liberalisering af landbruget inden for EU.

Godt halvdelen af Sverige består af skov. Det meste af skoven er i privat eje. Skovbrug og skovindustri står for godt 4 procent af BNP og har stor betydning for eksporten.

Fiskeriet har ikke den samme betydning i Sverige som i nabolandene, og branchen plejer at blive omtalt som værende “i krise”. De vigtigste fisk er torsk, almindelig sild og den mindre sildefisk strömming.

Industri

Ligesom det danske er det svenske samfund højt industrialiseret med en hurtigt voksende andel af servicevirksomheder. En lille håndfuld multinationale virksomheder står for en stor del af beskæftigelsen, produktionen og eksporten. Industrierne er afhængige af udenlandske leverancer, og en stor del af deres produktion sælges i udlandet.

Svensk industri befinder sig i stigende grad på udenlandske hænder, samtidig med at flere og flere svenske virksomheder etablerer sig i udlandet, først og fremmest i EU og USA. Over 90 procent af industrien er privatejet, men staten har stadig store ejerinterresser i blandt andet mineindustrien, kraftværkerne og skibsværfterne. Offentlige virksomheder er i de senere år blevet helt eller delvist privatiseret, for eksempel Televerket, der i 1993 blev til Telia AB, samt postvæsenet og jernbanerne. Regeringen vil dog ikke privatisere Systembolaget.

Fra anden halvdel af 1990erne voksede brancher som telekommunikation, transport og lægemiddelindustrien, og de fik stor betydning for væksten i den svenske økonomi. Det gælder bl.a. giganten Ericsson, der producerer mobiltelefoner og er blandt verdens største inden for telekommunikation. Denne virksomhed alene står for 15 procent af værdien af den samlede svenske eksport.

Den svenske IT-branche blev dog ramt hårdt af den internationale nedgang inden for denne højteknologiske sektor. Fra foråret 2000 faldt værdien af IT-selskaberne voldsomt på verdens børser. Heller ikke Ericsson gik ram forbi, men måtte skære ned på sine aktiviteter og omstrukturere.

Bil- og transportindustrien har gennemgået store forandringer i de seneste år, og også her er mange af svensk industris mest velrenommerede firmaer delvist på udenlandske hænder. Volvo solgte i 1999 sin produktion af personbiler til det amerikanske Ford og satser nu udelukkende på fremstilling af lastbiler og busser. Lastbilfabrikanten Scania samarbejder med tyske Volkswagen, og dele af SAABs bilproduktion ejes nu af amerikanske General Motors.

Andre store virksomheder er AB, Electrolux (der fremstiller hårde hvidevarer mm.), kuglelejefabrikanten SKF og Atlas-Copco, der producerer udstyr til olieboring.

Skovindustrien (papir, cellulose, trævarer) står stadig for en betragtelig del af industriproduktionen, og også her er det få, store virksomheder, der dominerer. Andre vigtige brancher er kemiindustrien og forarbejdning af levnedsmidler.

Udenrigshandel

Sverige har et lille hjemmemarked og er stærkt afhængigt af handel med omverdenen. I 2003 udgjorde vareeksporten godt en tredjedel af BNP, og importen lige under en tredjedel. Andelen af råvarer og halvfabrikata i eksporten er faldet, og de eksporterede industriprodukter indeholder komponenter fra flere forskellige leverandører i Sverige og udlandet. Eksporten af tjenesteydelser udgør cirka en tredjedel af den samlede eksport.

Sverige har i de sidste tyve år haft overskud på handelsbalancen. Der er dog som oftest underskud på betalingsbalancens løbende poster.

Godt halvdelen af den svenske eksport går til EU-lande, og her kommer 70 procent af importen fra. Eksportandelen til EU er faldet i de senere år, først og fremmest på grund af den økonomiske krise i Tyskland og stigende eksport til bl.a. USA og Østeuropa samt Asien.

Arbejdsmarked

Svenskt Näringsliv (tidligere Svenska Arbetsgivareförening, SAF) og Landsorganisationen, LO, er arbejdsmarkedets største organisationer. Svensk Näringsliv omfatter 55.000 virksomheder, organiseret i 47 branche- og arbejdsgiverforbund. Størst målt i antallet af arbejdstagere er Teknikföretagen, der har 3000 virksomheder som medlemmer med i alt 300.000 ansatte inden for IT, telekommunikation og metalindustri.

Kommunförbundet og Landstingsförbundet samt Arbetsgivarverket repræsenterer arbejdsgiverne på det offentlige overenskomstområde.

Ligesom i Danmark er den faglige organisationsgrad meget høj, både blandt arbejdere og funktionærer. Det største af de 16 LO-forbund er Kommunalarbetarförbundet med 595.000 medlemmer, fulgt af Metall med 400.000 medlemmer. Tjänstemännens Centralorganisation, TCO, har 18 medlemsforbund, som skal varetage funktionærernes økonomiske og sociale interesser. Desuden findes Sveriges Akademikers Centralorganisation, der er en sammenslutning af 26 selvstændige faglige organisationer med godt 500.000 medlemmer.

Arbejdsmarkedets parter har altid stræbt efter at forhandle uden statslig indblanding. I de senere år har regeringen dog lagt pres på parterne for at få dem til at holde sig inden for bestemte økonomiske rammer.

Arbejdsløsheden i Sverige var i lang tid meget lav i forhold til udlandet. Men i begyndelsen af 1997 var den næsten oppe på 9 procent. Derefter steg beskæftigelsen igen, og i slutningen af år 2000 vurderede regeringen, at det var realistisk at komme ned på en arbejdsløshed på under 4 procent i år 2000. Trods et opsving for svensk økonomi siden da er arbejdsløsheden dog steget igen og nærmede sig de 6 procent i midten af 2004.

Sociale forhold

Det sociale system omfatter ligesom i Danmark børnepenge, barselsorlov, boligsikring, arbejdsskadeerstatning, sygedagpenge, førtidspension, alderspension m.m. Det finansieres af skatter og arbejdsgiverafgifter.

Det nye pensionssystem, der gradvist er blevet indført siden 1999, betyder, at pensionen i fremtiden vil være delvist afhængig af den enkeltes samlede indkomst i de erhvervsaktive år. Der vil dog altid være en basispension til dem, der har haft en begrænset indtægt eller slet intet arbejde. Pensionsalderen er 65 år.

I 1990erne blev flere sociale ydelser beskåret eller helt fjernet, og en del af den gamle tryghed i velfærdssystemet forsvandt. I finansloven for år 2000 har regeringen dog taget initiativ til at forbedre vilkårene for børnefamilier, bl.a. ved at sætte beløbet på børnechecken op.

Barselsorloven i Sverige er på 15 måneder, heraf er 2 måneder øremærket til faderen. Lønmodtagere har ret til 25 feriedage om året.

Infrastruktur og turisme

Sveriges landevejs- og jernbanenet blev udbygget og moderniseret i 1990erne. Statens Järnvägar, SJ, står endnu for driften på de fleste jernbaner, men dets monopol er ophævet, og i 2001 blev det opdelt i seks uafhængige aktieselskaber. Det har nu fået konkurrence, og på visse strækninger afvikles trafikken af private selskaber.

Indenrigsflyvningen blev liberaliseret i 1992, og et mindre antal af nye selskaber blev etableret. SAS, Scandinavian Airlines System, der ejes i fællesskab af Danmark, Norge og Sverige, varetager hovedparten af indenrigsflyvningen. Der er internationale lufthavne ved Stockholm, Göteborg og Malmø.

Der er livlig færgetrafik til nabolandene, og inde i landet er der regelmæssig skibsfart på søer og kanaler. De vigtigste havne er Göteborg, Helsingborg, Luleå og Trelleborg.

Datakommunikationsnettet er veludbygget, og i 2004 var Sverige nummer tre i verden, hvad angår mobiltæthed, kun overgået af Finland og Norge.

Turismen er et vigtigt erhverv for svensk økonomi, og det har i mange år været i konstant vækst. I 2003 arbejdede næsten 130.000 personer inden for turistbranchen, og sektoren stod for 2,5 procent af BNP. I 2003 var antallet af udenlandske overnatninger 9,7 mio.

Herudover står svenskerne selv for en betydelig del af turismen. Af de udenlandske besøgende kommer de fleste fra de nordiske lande, Tyskland, Storbritannien og Holland. Blandt de turister, der kommer mere langvejs fra, dominerer amerikanere og japanere. Det populæreste rejsemål er Stockholm og skærgården omkring hovedstaden, efterfulgt af Göteborg og Bohuslän, Dalarna, Värmland og Norrbotten.