En kulturrejse til Veneto byder på nogle af Italiens mest berømte byer, såsom Venedig med sin berømte Canal Grande og Verona med sin næsten ligeså berømte operascene, unikke natur-attraktioner, såsom Dolomitterne, der er på Unescos verdensarvsliste, og spændende, men ofte mindre kendte, kulturbyer såsom Padua, Vicenza, Treviso, Rovigo og mange flere.
Venedig
Første stop er uden tvivl Venedig, som er indskrevet på UNESCO´s verdenskulturarvsliste, med sine laguner, sine øer og Canal Grande, der løber langs gamle udsmykkede bygninger, som genkalder den gamle maritime republiks forhenværende pragt. Det er også her du kan opleve Venedigs berømte historiske karneval, beundre det kendte Murano-glas og de smukke Burano-kniplinger, slentre på Markuspladsen, beundre Dogepaladset, eller besøge nogle af byens mange smukke kirker dekoreret med lærreder, skulpturer og kalkmalerier – eller søge tilflugt på en af byens mange hengemte pladser. Det meste kan besøges til fods, idet man går gennem de små, ofte labyrintiske gader og spadserer over utallige broer. Man kan også lade sig fragte rundt med båd, lige fra dampskibe til gondoler, mens man har et fantastisk vue over byen.
Verona
Et andet sted, som er på UNESCO´s liste, er den gamle by i Verona, et spændende eksempel på integration mellem renæssance-, middelalder- og romerarkitektur. De symbolske monumenter i Verona er Julies romantiske balkon, berømt efter Shakespeares tragedie, og den berømte arena, der bliver til en fantastisk operascene – én af verdens mest kendte – hen over sommeren.
Naturen i Veneto
I Veneto er også naturen vidunderlig: Dolomitterne blev for nylig indskrevet på UNESCO´s verdenskulturarvsliste på grund af deres specielle form og de fascinerende lyseffekter mellem bjergene. Her finder man den ideelle verden for skientusiaster: Et kæmpestort område med kilometervis af løjper og veludstyrede skisportssteder, først og fremmest det eksklusive og elegante Cortina, Dolomitternes ”perle”; et af de mest berømte skisportssteder i verden. Turiststederne er mange og særdeles veludstyrede, og giver mulighed for at tilbringe ferien i bjergene både sommer og vinter.
Spændende kulturbyer
Padua, den mest betydningsfulde kulturby, tilbyder de besøgende mange attraktioner, lige fra St. Anthony basilikaen, et sted specielt for religiøs turisme, til det vidunderlige Scrovegnikapel, som Giotto har udstyret fuldstændigt med kalkmalerier, et tidløst mesterværk. Dets botaniske have fra det 16. århundrede, rig på lægeurter, er også UNESCO verdenskulturarv.
Den gamle by Vicenza, der kendetegnes af arkitekten Andrea Palladios klassiske stil, fortjente også UNESCO´s anerkendelse, foruden de fantastiske aristokratiske villaer, designet af Palladio, heriblandt Villa Capra Valmarana og Villa Poiana, der ligger omgivet af storslåede parker.
Veneto har mange flere overraskelser til de besøgende, såsom Belluno, Treviso og Rovigo. Selv de mindste byer er rige på historie og kultur såsom Asolo, en malerisk middelalderby; Possagno, der domineres af Canova-mausoleet; og de muromkransede byer Monselice, Montagnana og Castelfranco Veneto, der nu er en integreret del af det regionale landskab i Veneto.