Regionalismen, som er et af grundtrækkene i Tysklands historie, mærkes tydeligt i kulturlivet. Der findes ingen selvskrevet kulturmetropol, men derimod mange centre. Forbundsregeringen fører heller ingen central kulturpolitik, og kulturministerier findes kun på delstatsplan.
Tysk musik, litteratur og filosofi har efterladt sig en mængde betydningsfulde værker. Af berømte forfattere kan bl.a. nævnes Goethe og Schiller, som gjorde byen Weimar i det østlige Tyskland til et kulturelt midtpunkt i slutningen af 1700-tallet.
Den tyske romantik i 1800-tallet første halvdel havde sine centre i Jena og Heidelberg. Til århundredets store digtere hørte Heinrich Heine og senere Reiner Maria Rilke, der fik stor indflydelse på moderne lyrik. I starten af 1900-tallet blev romanforfattere som Thomas Mann og Heinrich Hesse de store navne inden for litteraturen, og dramatikeren Bertolt Brecht havde stor succes med sine samfundskritiske forestillinger som Mutter Courage og Den kaukasiske kridtcirkel.
Hitlers magtovertagelser førte til en forstening af det tyske kulturliv, og de mest interessante og kritiske kulturpersonligheder flygtede til udlandet. Siden voksede en ny generation op, der forsøgte at gøre op med landets fortid, blandt dem Heinrich Böll og Günther Grass.
Tyskland har en lang musiktradition, repræsenteret ved bl.a. Dresdner Staatskapelle fra 1548 og Leipzigs Thomaskor, som stammer fra 1200-tallet. Den klassiske musiktradition holdes i live gennem årlige musikfestspil som for eksempel Beethoven-, Bach- og Mozartugerne og Wagnerfestspillene i Bayreuth. I starten af 1900-tallet fornyede komponisten Arnold Schönberg den klassiske tradition med sin tolvtonemusik, der dog blev forbudt under naziregimet.
DDR-regeringen skød enorme beløb i kulturen, men samtidig satte regimet snævre grænser for kulturlivet. Adskillige kunstnere valgte at forlade landet. Andre ønskede at blive og arbejde for større kunstnerisk frihed, men blev udvist som for eksempel Wolf Biermann.
Eftersom det gamle Berlins centrum tilfaldt den sovjetiske sektor efter Anden Verdenskrig, lå de mest prominente tyske teatre i den østlige bydel, for eksempel Deutsches Theater, Komische Oper, Volksbühne samt Berliner Ensemble, hvor Bertholt Brecht var kunstnerisk leder i årene 1949-56. I Vestberlin oprettede man tilsvarende institutioner, bl.a. Deutsche Oper og Schaubühne. Det genforende Berlin har dermed usædvanligt mange store og betydningsfulde kulturinstitutioner.