Siden revolutionen i 1974 har Portugal udviklet sig fra t fattigt fiskeri- og landbrugssamfund med en stor arbejdskraftudvandring til en moderne økonomi domineret af servicesektoren, ikke mindst turismen. Andre sektorer i vækst er finans-, telekommunikations- og byggebrancherne. Landbrugets andel af BNP er faldet fra 25 procent i 1960erne til godt 3 procent i starten af 2000-tallet.

Indtægterne fra turismen er betydelige og stod for knap 10 procent af BNP i 2002. Penge, som portugisere i udlandet sender hjem – 2,5 mia. euro i 2003 – spiller også en rolle for samfundsøkonomien.

Økonomien oppebæres især af små og mellemstore virksomheder med højst 500 ansatte. Produktionen er i høj grad koncentreret i kystregionen, først og fremmest Lissabon og Porto.

Siden Portugal i 1986 blev medlem af det daværende EF, har to perioder med stor økonomisk fremgang – anden halvdel af 1980erne, hhv. anden halvdel af 1990erne – ført til, at landet efterhånden kan konkurrere med andre vesteuropæiske lande. Alligevel kan Portugal stadig betragtes som Vesteuropas fattige slægtning med en BNP per indbygger på godt 70 procent af gennemsnittet i unionen før udvidelsen i 2004.

Portugals økonomiske vækst i anden halvdel af 1990erne skyldes for en stor del den øgede eksport samt investeringer fra andre EU-lande, først og fremmest på finans- og ejendomsmarkedet. Det gode investeringsklima blev skabt af et forholdsvis lavt lønniveau sammenlignet med andre EU-lande. Selv om de portugisiske lønninger er steget siden da, er niveauet stadig kun 75 procent af gennemsnittet i de 15 “gamle” EU-lande.

En anden vigtig årsag til den økonomiske fremgang var, at Portugal modtog stor støtte fra EUs strukturfonde. De gik først og fremmest til grundlæggende infrastrukturer, sundhedssektoren og uddannelse. Portugal har været en stor nettobidragsmodtager siden sin indtrædelse i EU, men støttet vil nu blive sat gradvist ned som følge af EUs udvidelse.

Øget konkurrence fra lavtlønslande i Central- og Østeuropa samt i Asien gjorde, at Portugal i starten af 2000-tallet opdagede, at det ikke længere kunne regne med, at de lave lønninger ville tiltrække investeringer nok. Allerede i år 2000 kunne der mærkes en tydelig afmatning i økonomien, hvilket førte til faldende investeringer og lavere skatteindtægter. Samtidig voksede de statslige udgifter, og i 2001 stod landet i en alvorlig budgetkrise. Portugal, der har været med i ØMUens tredje fase fra starten i 1999, havde et budgetunderskud for 2001, der oversteg stabilitets- og vækstpagtens grænse på 3 procent.

Socialistregeringens manglende evne til at mindske statens udgifter bidrog til valgnederlaget i 2002. Den nye, højreliberale regering havde held til at afværge trusler fra EU om sanktioner både i 2002 og 2003 ved at sætte skatterne i vejret, foretage nedskæringer i den offentlige sektor og sælge ud af statslige virksomheder, bl.a. dele af papirgiganten Portucel. Der er også planer om at privatisere dele af energisektoren. Regeringens sparepolitik fik dog skarp kritik fra både opposition og fagforeninger.

I 2003 oplevede landet en økonomisk nedgang. Inflationen steg til 3 procent, BNP faldt med 1,3 procent, og arbejdsløsheden var på over 6 procent. Økonomien trækkes også stadig med gamle problemer, der stammer fra diktaturtiden. Det generelle uddannelsesniveau er lavt, og der er store strukturproblemer på arbejdsmarkedet, hvor de fleste jobs findes på lavtlønsområder. Derudover mangler der veluddannet arbejdskraft til de mere fremtidsrettede brancher.

Portugal har traditionelt underskud på handelsbalancen, selv om det faldt betragteligt i 2003. Størstedelen af samhandelen foregår med andre EU-lande.

Økonomi i tal

Nedenstående informationer er fra år 2003

• BNP/indbygger: 19.400 US dollar (købekraftkorrigeret.
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug, skovbrug og fiskeri 4%, industri 30%, service og andet 66%
• Naturressourcer: kobber, wolfram, jern, tin, marmor, kalksten, granit, uran, svovlkis
• Årlig eksport: 25,5 mia. US dollar
• Årlig import: 38,3 mia. US dollar
• Vigtigste eksportvarer: tøj, tekstiler, sko, papirmase, kork, maskiner, transportmidler
• Vigtigste importvarer; levnedsmidler, kemikalier, olie og olieprodukter, køretøjer
• Vigtigste handelspartnere: Tyskland, Spanien, Frankrig
• Valuta: 1 EUR = 7,44 DKK

Naturressourcer og energi

Minedriften har en lang tradition i Portugal, men står nu kun for en beskeden del af BNP, og beskæftiger en brøkdel af arbejdsstyrken. Der brydes dog kobber, wolfram, jern og tin i større skala, og landet er en af verdens største marmoreksportører. Der udvindes kalksten, granit, uran og svovlkis.

Portugal er afhængig af olieimport til at dække sit energiforbrug. Der arbejdes på at etablere andre energikilder, bl.a. importeret naturgas. I det nedbørsrige nordlige Portugal er der flere vandkraftværker, og der fyres også med kul.

Landbrug, skovbrug og fiskeri

Trods EU-støtte befinder størstedelen af det portugisiske landbrug sig i krise. Moderniseringen er gået langsomt, og produktiviteten er lav. Gårdene er for små, og bønderne for gamle. Jorden er mange steder næringsfattig, og nedbøren ujævn. Landbrugets andel af både BNP og beskæftigelse er faldet kraftigt siden 1980erne.

Portugal er derfor tvunget til at importere store mængder levnedsmidler, men er dog selvforsynende med frugt, grønsager, oliven, svine- og lammekød. Produktionen af vin, frem for alt portvin, er betydelig. De vigtigste vinområder ligger langs floderne Douro, Mondego og Lima.

Det nordlige Portugal er domineret af småbrug, der først og fremmest producerer til eget forbrug, men der er også større, mekaniserede landbrug med kommerciel drift. De vigtigste afgrøder er hvede, vindruer, kartofler, sukkerroer, tomater og majs. I landets centrale egne er der større gårde langs floden Tejos bredder. Her dyrkes der især hvede, byg og ris.

De store sletter i Alentejo var tidligere ejet af store godser og blev dyrket med gammeldags metoder. Jordreformen efter revolutionen i 1974 indebar, at der blev dannet mange kollektivbrug, men i dag er de fleste gårde tilbage på de oprindelige ejeres hænder. På disse såkaldte latifundos dyrkes først og fremmest hvede.

Godt en tredjedel af Portugal er dækket af skov. De mest almindelige træer er pinje, eukalyptus og korkeg. Portugal er en af verdens største eksportører af naturkork.

Fiskeriet har altid været vigtigt for Portugal. Lissabon, Setúbal, Matosinhos og Portimao er de vigtigste fiskerihavne. Der fiskes især sardiner til eksport. Desuden er fiskeopdræt en voksende industri. Fiskerierhvervet som sådan befinder sig dog i krise. Ligesom andre steder i EU er overfiskning et stort problem.

Industri

Industrisektoren er domineret af letindustri, frem for alt tekstil- og konfektionsindustrien. Foruden tøj produceres der sko, papirmasse, kork, fiske- og grønsagskonserves, cement, keramik og elartikler. Sværindustrien består af jern- og stålværker, skibsværfter og miner.

De fleste industrier ligger ved kysten. Mange virksomheder er dog små og umoderne og har lav produktivitet. Især disse virksomheder har mærket konkurrencen fra andre lavtlønslande i Europa og Asien. I 1990erne voksede den højteknologiske industri med produktion af biler, elektriske komponenter og medicinalvarer i betydning. Regeringen forsøger at fremme udviklingen inde for disse industrigrene, men mangelen på kvalificeret arbejdskraft er en hindring.

Arbejdsmarked

Ved indtrædelsen i EU i 1986 begyndte den ellers høje arbejdsløshed at falde, ikke mindst fordi de mange udenlandske investeringer skabte nye arbejdspladser. I slutningen af 1990erne opstod der dog mangel på uddannet arbejdskraft, og mange portugisere, der tidligere var udvandret i søgen efter arbejde, vendte hjem.

I 2003 lå arbejdsløsheden på godt 6 procent, hvilket er meget tæt på EU-gennemsnittet før udvidelsen i 2004. Lønningerne er steget i de senere år, men er fortsat blandt de laveste i Europa. Der er en lov om garanteret mindsteløn, og der findes også arbejdsløshedsforsikring, men systemet er dårligt udbygget.

Siden 1989 er arbejdsmarkedet gradvist blevet liberaliseret. Det er bl.a. blevet lettere at afskedige medarbejdere. I 2003 gennemførte regeringen derfor en omfattende arbejdsmarkedsreform. Straffen blev sat op for de arbejdsgivere, der ikke respekterer den ansattes rettigheder, men samtidig blev fagforeningernes forhandlingsret svækket, og de regler, der gælder ved strejker, blev skærpet. Der blev også tage skridt til at komme det høje sygefravær til livs – portugisiske lønmodtagere har dobbelt så mange sygedage som den gennemsnitlige lønmodtager i EU. Der er også indført mere fleksible arbejdstider, så ansatte nu kan arbejde op til 60 timer om ugen mod tidligere 50.

Fagforeningernes rolle bliver også mindre. I dag er det kun en fjerdedel af lønmodtagerne, der er fagligt organiseret. Der er to konkurrerende landsorganisationer: Confederacao Geral dos Trabalhadores Portuguêses-Intersindical Nacional (CGTP-IN), der står kommunistpartiet nært, og Uniao dos Trabalhadores de Portugal (UGTP), der har nære bånd til Socialistpartiet.

Strejker har været ret sjældne i Portugal, men i de første år af det nye årtusind blev der afholdt flere generalstrejker i protest mod nedskæringer og lønstop inden for den offentlige sektor.

Der forekommer børnearbejde inden for landbruget og på sko- og tekstilfabrikker, men også inden for byggebranchen og på hotellerne. Ifølge ILO arbejdede ca. 11.000 børn mellem 10 og 14 år i 1995.

EU vedtog i 1994 et direktiv om børnearbejde. De portugisiske myndigheder har siden da skærpet tilsynet med arbejdspladserne, og antallet af børnearbejdere er nu faldet drastisk.

Sociale forhold

Sammenlignet med mange andre EU-lande er Portugal et fattigt land med store regionale forskelle i social og økonomisk standard. I Lissabon er gennemsnitsindtægten 30 procent højere end landsgennemsnittet, mens indlandet i nord halter mest bagefter.

Siden diktaturets ophør i 1974 har de portugisiske myndigheder forsøgt at bekæmpe den udbredte fattigdom og analfabetismen. Arbejdet med at etablere et socialt sikkerhedsnet har stået på lige så længe, og der er sket store fremskridt, men systemet er stadig ikke altomfattende. Sundhedssektoren er ineffektiv, og ventetiden er ofte lang. Derfor bliver der flere og flere private alternativer. Der findes sygedagpenge og barselspenge. Pensionsalderen er 65 år.

I 1990erne blev de økonomiske forskelle i samfundet større. I Lissabons udkant er der slumkvarterer, der mere leder tanken hen på den tredje verden end på en europæisk storby. Børnedødeligheden er faldet betydeligt ,men er stadig en af de højeste i Europa.

Selvom forfatningen garanterer kvinderne ligestilling, er det portugisiske samfund endnu mandsdomineret. I 2003 var kun hvert femte parlamentsmedlem kvinde. I dag er over halvdelen af alle kvinder dog udearbejdende, sammenlignet med en tiendedel i 1960.

Abort er kun tilladt i vise tilfælde, f.eks. når moderens liv er i fare. Det er et meget følsomt spørgsmål, og i 1998 stemte et lille flertal på 51 procent af befolkningen i en folkeafstemning nej til abort inden tiende svangerskabsuge. Retssager mod kvinder, der har fået foretaget illegal abort, vækker ofte en ophidset debat. Det skønnes, at der finder mellem 20.000 og 40.000 af sådanne illegale aborter sted i landet hvert år. Der er også mange kvinder, der rejser til Spanien for at få foretaget indgrebet der.

Læs også om befolkningen i Portugal

Infrastruktur og turisme

Det portugisiske vejnet var længe særdeles mangelfuldt, men det er nu blevet forbedret med hjælp fra EU og Verdensbanken. På fastlandet findes der godt 70.000 km landevej, heraf 1400 km motorvej.

Jernbanenettet omfatter godt 3000 km. Moderne hurtigtog kører på strækningen mellem Lissabon og Porto. Lissabon har både sporvogne og en undergrundsbane. De vigtigste havne er Lissabon, Leixoes (Porto), Setúbal og Funchal (Medeira). Havnene i Portimao på Algarvekysten og Azorerne besøges regelmæssigt af krydstogtskibe.

Den omfattende privatisering af statslige virksomheder i 1990erne gjaldt også transportsektoren, bl.a. de statslige motorveje og luftfartsselskabet TAP. Der er internationale lufthavne i Lissabon, Faro, Porto, Funchal (Medeira) samt Sao Miguel og Santa Maria (Azorerne).

Portugals beliggenhed ved Atlanterhavet med de lange sandstrande og et mildt klima har gjort turismen til en af landets vigtigste indtægtskilder og arbejdsgivere: hver tiende portugiser arbejder inden for denne branche.

I starten af 2000-tallet besøgte ca. 12 mio. turister landet om året. De fleste kommer fra Spanien, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. De største turistanlæg ligger på Algarvekysten og på øen Medeira, men også Lissabon trækker mange besøgende til. Også Azorerne popularitet er stigende.

I de øvrige dele af landet er turismen ikke særligt udviklet. Myndighederne forsøger med EU-tilskud at lokke flere “kulturturister” til ved at restaurere gamle slotte, klostre og andre kulturelle seværdigheder.

Madeira og Azorerne

Madeira ligger i Atlanterhavet 700 km sydvest for det portugisiske fastland. Foruden hovedøen Madeira hører ørne Porto Santo, Ilhas Desertas og Ilhas Selvagens til den selvstyrende region, der har cirka 245.000 indbyggere på sammenlagt 797 km2. Funchal er hovedby og den vigtigste havneby.

Azorerne, 1200 km vest for fastlandet, består af ni større øer og flere mindre. De kan inddeles i tre grupper: Sao Miguel (hvor over halvdelen af befolkningen bor) og Santa Maria i øst, Terceira, Graciosa, Sao Jorge, Pico og Faial i midten samt Flores og Corvo i vest. Ponta Delgada på Sao Miguel er hovedby og vigtigste havneby. Øerne har et samlet areal på 2335 km2 og 244.000 indbyggere.

De første besættere kom til Madeira i 1419, og otte år senere slog de første indbygger sig ned på Azorerne. Øgrupperne forsynede længe moderlandet Portugal med majs og hvede. Den dag i dag er de fleste af Azorernes indbyggere landarbejdere, der er ansat på store gårde.

Fattigdommen og udvandringen fra begge øgrupper har været stor gennem årene. De fleste emigranter fra Madeira er rejst til Venezuela og Sydafrika, mens USA og Canada har været målet for indbygger fra Azorerne, hvor de penge, emigranter sender hjem til deres slægtninge, stadig spiller en stor rolle for økonomien. På Madeira er levestandarden i de seneste årtier vokset betragteligt, takket være turismen. Børnedødeligheden er faldet, og udvandringen er stilnet af. I starten af 2000-tallet steg også turiststrømmen til Azorerne.

Øgrupperne er selvstyrende regioner og har lokale regeringer. Medlemmerne vælges samtidig med valget til nationalforsamlingen i Lissabon. Den portugisiske stat er repræsenteret ved en minister udpeget af Portugals præsident.

Både Azorerne og Madeira har et mildt klima og en smuk og afvekslende flora, hvilket gør dem til populære turistmål. Øerne er af vulkansk oprindelse, og der er bøje bjerge på fleste af dem. På Azorerne har kraterne i flere udslukte vulkaner dannet laguner. Foruden turisme er fiskeri og landbrug vigtige erhverv.

På Azorerne ligger den strategisk vigtige luftbase Lajes, der anvendes af den amerikanske flåde og flyvevåbnet.