USA er verdens klart største økonomi, ledende inden for forskning og udvikling og bannerfører for store dele af IT-revolutionen. Landbruget står for en lille del af BNP, men har en høj produktivitet. Industrien har mistet betydning for den samlede økonomi, samtidig med at servicesektoren er blevet dominerende og nu desuden står for det meste af beskæftigelsen.

Den amerikanske økonomi består af flere vigtige sektorer, er kendetegnet af høj fleksibilitet og er blevet beskrevet som en “jobmaskine” på grund af dens evne til at skabe beskæftigelse. Den fungerer ofte som lokomotiv for den øvrige verdensøkonomi.

USA’s økonomiske dominans blev forstærket i 1990’erne, da landet oplevede sin længste højkonjunktur i nogensinde. På Wall Street blev der sat nye børsrekorder næsten hele tiden. Fremtidsoptimismen og privatforbruget voksede, hvilket også fik den økonomiske vækst til at stige. Der kom flere end 20 mio. nye jobs til i løbet af Bill Clintons otte år som præsident, og arbejdsløsheden faldt til under 4 procent – det laveste niveau i USA i 30 år og langt under niveauet i de fleste europæiske lande.

Efter den 11. september 2001 indtrådte en lavkonjunktur, og børsboblen fra IT-boomet bristede. Federal Reserve, USA’s centralbank, reagerede ved at sænke renten. Diskontoen var i en periode nede på 1 procent, det laveste i over 40 år. Da konjunkturerne atter steg, begyndte centralbanken i sommeren 2004 gradvist at føre en strammere pengepolitik. Diskontoen blev sat op med et kvart procentpoint ad gangen.

Selvom væksten er god, og inflationen under kontrol, lød der i foråret 2005 nye advarsler om, at de gigantiske underskud over for udlandet og på det føderale budget udgør en trussel, ikke kun mod væksten i USA, men i hele verden. Den Internationale Valutafond, IMF, har påpeget, at underskuddet risikerer at svække dollaren yderligere ,hvilket kan presse den amerikanske rente i vejret og igen få den hjemlige efterspørgsel til at falde. Det kan på længere sigt lægge en dæmper på den globale vækst, eftersom det meste af omverdenen er afhængig af at kunne eksportere til USA.

Naturressourcer og energi

USA er rigt på vand, skov og mineraler og er en førende producent af flere vigtige metaller. Landet er også en af verdens største olieproducenter. Samtidig er det hjemlige olieforbrug dog meget højt, og afhængigheden af importeret olie bliver større og større. De relativt lave og stabile priser på verdensmarkedet har nemlig fået den hjemlige udvinding af olie til at falde fra midten af 1980’erne, og i samme periode har USA øget importen af olie fra især Mellemøsten. Nu importerer landet over halvdelen af al den olie, der bruges i verden.

Ca. 8% af det samlede energiforbrug kommer fra kernekraft, og 6% fra vedvarende energikilder.

USA’s olieindustri er koncentreret i Texas, Californien, Alaska og Louisiana. I disse stater findes også en omfattende produktion af naturgas. Der er store forekomster jernmalm omkring De Store Søer ved grænsen til Canada, frem for alt ved Lake Superior. Bly udvindes især i det sydlige Missouri, og der er zink i dele af Rocky Mountains. Kobberforekomsterne i staterne Utah og Montana gør USA til verdens næststørste producent af kobbermalm. Landet er også verdens førende producent af fosfor og svovl, den næststørste aluminiumsproducent og blandt de største guldproducenter.

Landbrug og fiskeri

Omkring halvdelen af USA’s areal er opdyrket. Frugtbar jord, en høj mekaniseringsgrad og en stadigt mere udbredt stordrift har ført til meget store høstudbytter. Hvad angår korn, er USA verdens klart største producent af majs og den tredjestørste hvedeproducent. Landet er også størst, hvad angår produktion af kyllinger, okse- og kalvekød og den næststørste svinekødsproducent i verden.

Men landbruget er til dels offer for sin egen succes. En betydelig overproduktion har gjort det nødvendigt for staten at gribe ind med tilskud til landmændene, og de forskellige støtteordninger gør det svært at afsætte de amerikanske landbrugsvarer på verdensmarkedet.

Majs, hvede og andre kornsorter dyrkes primært i Midtvesten, “USA’s kornkammer”. Det er et uhyre frugtbart sortjordsbælte, der strækker sig fra Kansas i vest til Ohio i øst. Produktionen af mælkeprodukter foregår især længere mod nord i stater som Wisconsin og Minnesota. I Sydstaterne fra Atlanterhavskysten til Texas ligger de store bomuldsplantager, og i visse sydstater foregår der også en omfattende produktion af tobak. I Californien, Florida og Louisiana dyrkes der mest frugt.

USA har en stor fiskeflåde, der beskæftiger 300.000 mennesker. Det mest omfattende fiskeri foregår i Stillehavet, hvor de vigtigste fangster er laks, sild og tun. Der landes hvert år 4-5 mio. ton, heraf 15 procent skaldyr.

Der fiskes også en hel del i Atlanterhavet og den Mexicanske Golf samt i floder og indsøer. De fleste fisk sælges i fersk eller dybfrossen form, men en hel del omdannes også til fiskemel, der bruges til dyrefoder.

Industri

I løbet af 2000-tallet er antallet af arbejdspladser i industrien faldet, mens servicesektoren er kommet til at spille en langt større rolle for samfundsøkonomien.

Allerede i løbet af 1970érne begyndte det gamle industribælte i nordøst med jern- og stålindustri og bilproduktion at miste betydning til fordel for Midtvesten. Der skete også en udflytning af industrier til Sydstaterne og det sydvestlige USA – fra “rustbæltet” til “solbæltet”. Et af landets største industriområder findes nu omkring Los Angeles i det sydlige Californien.

Flere og flere lønmodtagere arbejder inden for finanssektoren, sundhedsvæsenet eller andre serviceerhverv. Dele af Midtvesten er kommet heldigt igennem denne omlægningsproces.

Inden for industrien har de højteknologiske virksomheder fået større betydning. Omkring Silicon Valley i Californien, Route 128 uden for Boston og andre højteknologiske centre er et stort antal nye, avancerede virksomheder skudt op – med elektronik, bioteknik og datateknik som specialer. Mange af virksomhederne er etableret i et samarbejde med store universiteter som Stanford og Massachusetts Institute of Technology, MIT. Silicon Valley er også blevet et betydeligt eksportcentrum. IT-sektoren var også en drivende kraft bag 1990’ernes lange højkonjunktur. Det var frem for alt IT-boomet, der fik aktiekurserne til at stige til rekordniveau, før børsboblen bristede i begyndelsen af 2000-tallet.

Men USA har samtidig en stærk og bred industriel base. Udsatte brancher som for eksempel stålindustrien har investeret i moderne produktionsapparater. Bilindustrien har også rationaliseret og er blevet mere effektiv under indtryk af den udenlandske konkurrence, og USA er i dag verdens største bilproducent. Detroit-regionen, det traditionelle center for bilindustrien, har fået et nyt løft på trods af, at dele af bilindustrien er flyttet mod syd til stater som Tennessee og Kentucky.

General motors og Ford har bevaret deres positioner som to af verdens førende bilproducenter. Boeing, verdens største flyproducent, og mange andre større industriforetagender kan fremvise forbedret produktivitet og en stærk, international konkurrenceevne.

Udenrigshandel

Udenrigshandelen er i de seneste årtier blevet stadigt mere betydningsfuld for USA. Der handles nu mere med Asien end med Europa.

Siden Anden Verdenskrig har US som hovedregel været tilhænger af frihandel. Både demokratiske og republikanske regeringer har været de ledende kræfter bag de forskellige globale forhandlingsrunder, der har fundet sted inden for rammerne af den internationale frihandelsaftale GATT, General Agreement on Tarifs and Trade. Aftalen havde til formål at nedbryde toldmure og andre handelshindringer mellem verdens lande.

Samtidig har de forskellige præsidenter ikke afholdt sig fra at beskytte truede amerikanske erhverv bag handelsbarrierer. Tekstilindustrien har længe været beskyttet mod udenlandsk konkurrence, og i 1980’erne indførte præsident Reagan handelsrestriktioner på indførsel af stål og den stigende import af japanske biler.

Da Bill Clinton kom til magten, fjernede han enhver frygt for, at han ville føre en mere protektionistisk handelspolitik, ved at overtale kongressen til at godkende den såkaldte Uruguayrunde. Den førte senere til, at den nye og mere magtfulde frihandelsorganisation WTO, World Trade Organization, kunne afløse GATT i 1995. Clinton fortsatte desuden arbejdet med at virkeliggøre NAFTA, North American Free Trade Association, en frihandelsaftale mellem USA, Canada og Mexico.

George W. Bush har i det store og hele holdt fast ved frihandelslinjen, selvom der i perioden marts 2002-december 2003 blev indført told på stålimport, og Bush-administrationen også har indført nye landbrugsstøtteordninger.

USA har længe haft problemer med underskud på handelsbalancen, dvs. at importen overstiger landets eksport. Underskuddet på vare- og tjenestebalancen voksede i 2004 til 617 mia. dollar eller 5,3 procent af BNP. Importen steg næsten dobbelt så meget som eksporten.

Denne ubalance har især været mærkbar over for Kina, der har erstattet Japan som lavpriseksportør til USA. Underskuddet i samhandelen med Kina var på hele 162 mia. dollar i 2004, et tal der give anledning til spænding i USA og har ført til krav om modforanstaltninger. USA vil have, at Kina opskriver sin valuta, der er bundet til den amerikanske dollar på et kunstigt lavt niveau og derfor giver Kina en efter amerikansk mening urimelige konkurrencefordel.

Arbejdsmarked

Arbejdsløsheden var i 2005 på godt 5 procent. Den relativt stærke økonomi, de mere fleksible ansættelsesformer og en lavere statslige indblanding på arbejdsmarkedet menes at være en vigtig årsag til, at beskæftigelsen er steget mere i USA end i Vesteuropa. Rationaliseringen ved hjælp af ny teknik og mere effektive arbejdsmetoder indebærer dog, at fremtidsudsigterne på arbejdsmarkedet er usikre, og reallønnen er kun steget svagt for en del lønmodtagergrupper, mens den for andre er helt stagneret. Mange er blevet tvunget til at arbejde på deltid eller acceptere dårligere arbejdsvilkår og ringere sygeforsikring. Utrygheden i arbejdslivet er større end i Europa.

Forskydningen på arbejdsmarkedet fra industri til servicesektor har bidraget til en svækkelse af USA’s fagbevægelse. I brancher som stål-, tekstil-, kemi- og bilindustrien, hvor fagforeningerne tidligere stod stærkt, faldt antallet af medlemmer til det halve i løbet af 1980’erne – til dels på grund af de mange nedlagte arbejdspladser.

Siden 1990’erne har antallet af fagligt organiserede udgjort ca. 16 mio. eller 15 procent af alle lønmodtager. Tyngdepunktet er fortsat de traditionelle industribrancher og den offentlige sektor.

80 procent af fagforeningsmedlemmerne er organiseret i fagforbund under landsorganisationen ALF-CIO, der er begyndt at spille en aktiv rolle på demokraternes side, når der er valg. Næsten alle aftaler på arbejdsmarkedet indgås dog lokalt. Der findes således ingen central arbejdsgiverorganisation. Løn- og andre arbejdsvilkår kan derfor variere voldsomt fra virksomhed til virksomhed.

Sociale forhold

Levestandarden i USA hører til de højeste i verden, men samtidig er forskellen mellem rige og fattige større end i de fleste andre industrilande, og den vokser stadig. Næsten halvdelen af de samlede indtægter går til den femtedel af befolkningen, der tjener mest.

I 2003 blev næsten 36 mio. amerikanere eller 12,5 procent af befolkningen klassificeret som “fattige” ifølge den officielle definition. Det vil sige, at de havde en årlig indkomst på under 19.000 dollars per familie og under 9000 dollars for enlige. Fattigdom og social udstødelse er mere udbredt blandt sorte, hispanics (spansktalende) og andre etniske mindretal end blandt hvide.

Siden 1960’ernes kamp for borgerrettigheder er der blevet vedtaget talrige regler for positiv særbehandling, affirmative action ,som har til formål at give underrepræsenterede grupper, f.eks. kvinder eller etniske mindretal, bedre muligheder for at få en uddannelse eller et arbejde. Samtidig er positiv særbehandling dog kommet i modvind. Reglerne er blevet kritiseret for at være et udtryk for “omvendt diskrimination”.

Sammenlignet med mange europæiske industrilande har USA et begrænset socialt sikkerhedsnet, selv om forskellene fra stat til stat er store. Den sociale sektor er således betydeligt bedre udbygget i New York og de andre stater i det nordøstlige USA end mange andre steder i landet.

Der findes ingen offentlig sygeforsikring, der omfatter alle. Arbejdsgiverne dækker størsteparten af omkostningerne til de ansattes forsikringer, men stigende udgifter til sundhedsvæsenet har ført til, at mange virksomheder nu giver ringere dækning eller forsøger at lægge en større del af udgifterne over på de ansatte, der i mange tilfælde tegner en privat tillægsforsikring.

De fleste amerikanere er dog godt forsikrede og kan benytte sig af et almindeligvis tilfredsstillende sundhedsvæsen. Ca. 15 procent af befolkningen står imidlertid helt uden sygeforsikring. De, der ikke selv kan betale for læge- og hospitalsbehandling eller medicin, kan få hjælp gennem de føderale programmer Medicare og Medicaid. Medicare retter sig i første række mod de ældre, mens yngre arbejdsløse og folk med lave indkomster kan få støtte fra Medicaid. I begge tilfælde gives en hjælp, der er afhængig af behovet. Det ventes dog, at programmet – der er stærkt belastet af det voksende antal pensionister og de stigende omkostninger til sundhedssektoren – bliver beskåret.

Bill Clinton forsøgte forgæves i 1990’erne at indføre en alment dækkende sygesikring, men stødte på hård modstand i Kongressen. I 2003 fik George W. Bush en reform igennem, der udvider Medicare til også at omfatte et prisloft på medicin.

Trods manglerne i systemet er udgifterne til sundhedssektoren betydeligt højere i USA end i mange andre lande, målt i antal af bruttonationalproduktet, BNP. Aids har udgjort en stor belastning af sundhedsvæsenet, selvom mange aidsramte som regel ikke får lov til at tegne sygeforsikring. I 2003 var over en halv million amerikanere døde af denne sygdom.

Barack Obama har netop lavet en ny sundhedsreform (2013) som er til stor diskussion i hele USA.

USA har en almen alderspensionsordning, Social Security, som finansieres via indbetalinger fra både lønmodtagere og arbejdsgivere.

Generelt er lovgivningen på de sociale områder dog begrænset. Det er den grundlæggende filosofi, at sociale ydelser og vilkår skal fastlægges gennem aftaler på arbejdspladserne. Derfor varierer forholdene meget mellem de enkelte medarbejdergrupper. Der findes ingen ferielovgivning, hvilket indebærer at mange fuldtidsansatte må nøjes med én uges ferie om året, mens andre har seks uger. To ugers ferie er dog det normale.

Også børnepasning er som hovedregel et privat anliggende. En lov om ret til tolv ugers udbetalt orlov i forbindelse med fødsel eller ved børns eller andre familiemedlemmers sygdom trådte i kraft i 1993, men loven gælder kun i virksomheder med over 50 ansatte.

Narkotikamisbruget er fortsat et af USA’s største sociale problemer. Blandt de voksne er misbruget gået ned i de senere år, mens det omvendt er steget blandt mindreårige.

Fakta om økonomi i USA

Nedenstående tal er fra år 2004/2005

• BNP/indbygger: 40.100 US dollar (købekraftkorrigeret), (skøn)
• Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 1,4%, industri 26,2%, service og andet 72,4%
• Naturressourcer: olie, naturgas, kul, mineraler, skov
• Årlig eksport: 795 mia. US dollar (skøn)
• Årlig import: 1476 mia. US dollar (skøn)
• Vigtigste eksportvarer: maskiner og transportudstyr, fly, computere, kemiske produkter, levnedsmidler.
• Vigtigste importvarer: olie, maskiner og transportudstyr, computere, telekommunikationsudstyr
• Vigtigste handelspartnere: Canada, Japan, Mexico, Kina, EU, Sydkorea
• Valuta: 1 US dollar = 6,36 DKK