USAs forfatning, som trådte i kraft i 1789, er verdens ældste nugældende grundlov. Forfatningen er dog i løbet af årene blevet udvidet med en række vigtige tilføjelser, de såkaldte amendments. De første kom allerede i 1791 og kaldes samlet for Loven om Rettigheder, Bill of Rights. Den garanterer ytringsfrihed, pressefrihed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed, sikrer borgeren mod vilkårlige husundersøgelser og giver ham eller hende ret til at få sin sag prøvet ved en domstol.
USA’s grundlov bygger på principperne om magtdeling. Tanken er, at den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt skal være adskilte og afbalancere hinanden, selv om grænserne i visse tilfælde kan være flydende. Den udøvende magt ligger hos præsidenten og regeringen, kaldet kabinettet, den lovgivende indehaves af kongressens to kamre, Repræsentanternes Hus og Senatet. Højesteret har den øverste dømmende magt.
USA er ikke et parlamentarisk demokrati. Præsidenten er således ikke afhængig af støtte fra Kongressen for at kunne udøve sin magt. Det er ikke usædvanligt, at præsidenten og kongresflertallet repræsenterer to forskellige partier.
Det amerikanske system kaldes et præsidentstyre. Præsidenten er både statsoverhoved og regeringsleder og har vide magtbeføjelser. Ved sin side har præsidenten sit kabinet, som overvejende har en rådgivende funktion. Præsidenten udnævner selv kabinettets medlemmer, som ud over ministrene også omfatter andre vigtige beslutningstagere. Til administrationen hører også ministerier og direktorater samt enkelte særlige organer somDet Nationale Sikkerhedsråd, NSA. Præsidenten råder desuden over en stab af personlige medarbejdere, der ofte har en betydelige indflydelse på, hvordan politikken udformes.
Præsidenten er øverstbefalende for de væbnede styrker, og til hans opgaver hører at føre USA’s udenrigspolitik. Retten til at erklære krig og godkende formelle traktater og aftaler med fremmede magter ligger dog formelt hos Kongressen, men præsidenten kan i kortere tid sende amerikanske styrker udenlands uden Kongressens godkendelse.
Forslag til det kommende års finanslov udarbejdes i det store og hele af Det Hvide Hus’ budgetkontor og ikke i finansministeriet eller i andre ministerier. Præsidenten kan selv fremlægge lovforslag i Kongressen og har ret til at nedlægge veto mod Kongressens beslutninger. Kongressen kan dog ophæve et veto, hvis to tredjedele af medlemmerne stemmer for det. Præsidenten har ingen vetoret over for tilføjelser til forfatningen, men tilføjelserne skal vedtages med to tredjedeles flertal i kongressen og skal siden godkendes af to tredjedele af delstatsforsamlingerne. Regeringens medlemmer og de øverste embedsmænd er ansvarlige over for præsidenten, men deres udnævnelser skal i mange tilfælde godkendes af Senatet.
Præsidenten har ikke ret til at opløse Kongressen eller udskrive nyvalg. Præsidenten selv kan kun fjernes fra sin post, hvis en rigsret afgør, at han har misbrugt sit embede.
I Kongressen er arbejdet i de mange udvalg af stor betydning. Det er ofte der, at man forhandler sig frem til et kompromis, før et spørgsmål kommer til afstemning. Et lovforslag skal vedtages i begge Kongressens kamre, før det er gået igennem. Udvalgene udsættes for et vedvarende pres fra de mange tusinde indflydelsesrige lobbyister, der fra kontorer i Washington repræsenterer et utal af virksomheder og interesseorganisationer. Når udvalgene vil hente informationer udefra, sker det i form af offentlige høringer.
Præsidenten – som skal være født i USA – vælges for en fireårig periode og kan kun genvælges én gang. Præsidentvalget finder altid sted hvert fjerde år den første tirsdag efter den første mandag i november. Valgsystemet er indirekte. Vælgerne stemmer formelt på såkaldte valgmænd, som siden udpeger præsidenten. Hver enkelt stat plus Distric of Columbia med hovedstaden Washington udgør en valgkreds, hvor vinderen får samtlige valgmandsstemmer. Antallet af valgmænd varierer fra 55 i den folkerigeste stat, Californien, ned til tre i de mindste stater. Samtidig med præsidenten vælges en vicepræsident, som også er formand for Senatet og har stemmeret, hvilket kan spille en rolle, når der er stemmelighed.
De 50 amerikanske stater sender hver to repræsentanter til Senatet. Senatorernes valgperiode er seks år. Hvert andet år er der valg til en tredjedel af pladserne.
De 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus vælges for to år, og fordelingen er proportionel med staternes befolkningstal. De største stater – Californien, New York og Texas – har altså flest repræsentanter. Kongressens medlemmer kan genvælges et ubegrænset antal gange.
I alt er der 2,7 millioner ansatte i forbundsmyndighederne, postvæsenet dog ikke medregnet. De fleste arbejder i Det Hvide Hus’ stab eller for præsidentens rådgivende organer, i ministerierne eller i en række mere eller mindre fritstående institutioner. Et mindre antal arbejder i myndigheder, der hører under Kongressen, eller i det føderale retsvæsen.