Arkæologiske fund tyder på, at der allerede for mindst 400.000 år siden fandtes mennesker i det område, der i dag er Grækenland. De første agerbrugskulturer menes at være opstået omkring 7000 år f.v.t. Indoeuropæiske stammer slog sig ned ca. 3000 år f.v.t. og medbragte bronzestøbningsteknikken, der dannede grundlag for de tidligste europæiske højkulturer.

Den minoiske kultur på Kreta havde nær kontakt med Egypten og Mesopotamien og udviklede sit eget skriftsprog. Efter år 1400 f.v.t. blev Kreta ramt af en nedgangsperiode, som formodentlig skyldtes en række naturkatastrofer med fejlslagen høst og oprør til følge. På nogenlunde samme tid voksede den mykenske kultur frem på fastlandet. Nu opstod en række selvstændige bystater. Det skriftsprog, der udvikledes på denne tid, er en af de tidligste former for græsk.

Efter 1100 f.v.t. blev store dele af fastlandet erobret af dorerne, et folk, der formodentlig kom fra den nordvestlige del af det nuværende Grækenland. I de følgende århundreder blev de oprindelige folk i området blandet med dorerne, og en række nye bystater opstod.
Selvom bystaterne konstant lå i krig med hinanden, opfattede deres borgere sig som ét folk, hvor alle talte nogenlunde samme sprog og bekendte sig til samme religion med oraklet i Delfi som samlende faktor. Homers digtning bidrog også til fornemmelsen af en fælles fortid. Og sportskonkurrencerne i Olympia fra 776 f.v.t. var åbne for alle grækere, eller hellerne, som de kaldte sig.

De græske bystater ekspanderede længere og længere ind i Lilleasien, og grækerne slog sig ned langs Middelhavskysten. Der blev grundlagt græske kolonier i Nordafrika, Sydfrankrig og Italien.

De to vigtigste bystater var rivalerne Athen og Sparta. I Athen opstod historiens første folkestyre for frie mænd, demokrati. Sparta, der lå på den sydlige del af Peloponnes, var et samfund, der dyrkede et nøjsomt, enkelt liv (heraf betegnelsen spartansk). Det var et krigersamfund, hvor ganske små børn blev indlemmet i krigerstanden.

Omkring år 500 f.v.t. kæmpede Sparta og Athen side om side mod en invaderende persisk hær. De efterfølgende sejre i Perserkrigene 490 – 479 f.v.t. styrkede Athen, der dannede en stormagt i forbund med de fleste græske kyststater undtagen Sparta. Forbundet udviklede sig til et athensk imperium, og under lederen Perikles voksede Athen sig rigt, og kulturlivet blomstrede. Rigdommen skyldtes ikke mindst, at en lille gruppe af “frie mænd” udnyttede en stor gruppe slavers arbejde.

Utilfredsheden blandt nogle af forbundsstaterne blev udnyttet af Sparta, hvilket førte il den Peloponnesiske Krig 431-404 f.v.t. Athen tabte krigen, men det lykkedes alligevel ikke Sparta at blive den nye, græske stormagt, og staterne Sparta, Athen og Theben lå i årene herefter i evig krig med hinanden.

I dette kaos opstod en ny stormagt, Makedonien, hvis kerneland lå rundt om Saloniki-bugten i den nordlige del af det nuværende Grækenland. Makedoniens konge, Filippos II, havde opbygget en veludrustet hær, og i 338 f.v.t. besejrede han Athen og Theben. De græske småstater blev lydriger under Makedonien, der ekspanderede i alle retninger. Da riget var størst, under Filippos’ søn , Alexander den Store, strakte det sig helt ind i Syrien, Palæstina og Egypten. Hellenistisk kultur og indflydelse blev spredt så langt som til Indien, men det hellenistiske rige brød sammen under Alexanders lange felttog. Den nye stormagt, Rom, underlagde sig efterhånden alle de græske småstater.

I år 146 f.v.t. var hele Grækenland indlemmet i Romerriget. Det blev formelt delt i år 395, og Grækenland indgik derefter i den østlige del, også kaldet det byzantinske rige, hvor kristendommen blev officiel religion. Den sidste rest af det levende, antikke Grækenland forsvandt, da Platons filosofiskole blev lukket i år 529.

Det byzantinske rige begyndte at smuldre under korstogene i 1100- og 1200-tallet, da normannerne og frankere hærgede landet og plyndrede de græske byer. Efter korstogstiden underlagde bystaten Venedig sig de fleste græske havnebyer samt Kreta, og fra øst trængte tyrkerne frem. I 1453 faldt Konstantinopel, og det betød enden på det østromerske rige. Hele Grækenland var nu under tyrkisk – osmannisk – herredømme.
Drømmen om at genetablere et græsk rige blev holdt i live i de 400 år, den osmanniske besættelse vrede. Da også dette rige begyndte at falde fra hinanden i 1700-tallet, tog en græsk modstandsbevægelse form. I 1821 brød en befrielseskrig ud, der efter otte år gav sejr over tyrkerne. Store del e af det, der i dag er Grækenland, forblev dog underlagt Tyrkiet, og i hele 1800-tallet levede tanken om et forenet Grækenland videre.
De første selvstændighedsår var præget af politiske modsætninger, og for at skabe stabilitet blev den 17-årige bayerske prins Otto valgt til konge af Grækenland i 1832. Han blev dog afsat i 1862, og den danske prins Vilhelm blev udpeget til konge under navnet Georg I.

Efter Berlinerkongressen 1878 og Balkankrigene 1912-13 fik Grækenland lidt efter lidt det tabte territorium tilbage, og efter Første Verdenskrig, hvor Grækenland deltog på Entente-magternes (Storbritannien, Frankrig og Ruslands) side, blev det belønnet for sin indsats og fik tildelt Thrakien og Smyrna (Izmir) i Lilleasien.

Tyrkiet ville imidlertid ikke anerkende fredsbetingelserne, og Grækenland forsøgte at erobre områderne med magt. Græske tropper trængte langt ind i Tyrkiet, men blev stoppet ud for Ankara og fordrevet. Samtidig gennemførte tyrkerne massakrer på grækere i Smyrna. I en ny fredsaftale i Lausanne i 1923 fik Tyrkiet Smyrna-området og det østlige Thrakien tilbage. Halvanden million grækere måtte forlade Tyrkiet, og 350.000 tyrkere blev tvunget bort fra Grækenland.

Tiden mellem de to verdenskrige var præet af en række svage regeringer. Kong Georg II udpegede i 1936 general Ioannes Metaxas til regeringsleder. Metaxas indførte et fascistisk præget styre og undertrykte brutalt den venstreorienterede opposition. Han forsøgte dog at holde Grækenland neutralt, da Anden Verdenskrig brød ud, og det lykkedes at slå et italiensk invasionsforsøg tilbage. Efter Metaxas’ død i 1941 blev landet dog hurtigt besat af tyske, italienske og bulgarske tropper.

Modstanden mod besættelsesmagten var splittet mellem det vestligt orienterede, monarkistiske EDES og den kommunistisk dominerede fornt, EAM. Da tyskerne forlod Grækenland i 1944, havde EAM udråbt en provisorisk regering og kontrollerede en stor del af landet.

Vigtigste årstal i Grækenlands historie

Her følger nogle vigtige begivenheder i Grækenland frem til 2004.

• 776 f.v.t. de første olympiske lege for alle grækere
• 478 f.v.t. det Deliske Søforbund, Athens storhedstid begynder
• 146 f.v.t. Grækenland indlemmes i Romerriget
• år 395 Romerriget deles, Grækenland kommer under Byzans
• 1453 tyrkerne indtager Konstantinopel, det byzantinske rige smuldrer
• 1829 Grækenlands selvstændighed anerkendes
• 1923 freden i Lausanne, Grækenlands nuværende grænser etableres
• 1936 Metaxas indfører diktatur
• 1944-49 borgerkrig
• 1951 Grækenland bliver medlem af NATO
• 1967 kong Konstantin flygter efter militærkup
• 1967-74 diktatur
• 1981 Grækenland bliver medlem af EF
• 1999 tilnærmelse mellem Grækenland og Tyrkiet
• 2004 OL afholdes i Athen