En dagstur i de smukke skyggefulde bjerge ved Monchique er forfriskende og afvekslende, især på en stegende hed sommerdag. Skovene, som dækker Serra de Monchique, består af kastanje, fyr, eukalyptus og korkege. Nerier og arbutus giver lidt farvestænk.
Hvis man ser røg stige fra en mark eller fra en lysning, betyder det, at kulsvierne er på arbejde. Grene dækkes med jord og ulmer en uges tid. Det giver let og brændbart trækul, der overalt i Algarve bruges til at grille sardiner og andre fisk.
Monchique, en by på Algarvekysten
På vej til Monchique bør man standse på vigepladsen for at nyde udsigten over Caldas og måske købe et par søde appelsiner eller saftige tørrede figner i boderne langs vejen. Hold øje med manden med det dresserede æsel, der gør kunster og poserer for fotograferne.
Monchique er en markedsby, der afholder stort kvægmarked hver tredje fredag i måneden. Her er brolagte gader og gamle huse. Gå ikke glip af den kunstfærdige manuelinske dørkarm i sognekirken på Rua da Igreja, der er formet som reb og maritime knob. Man kan spadsere op til ruinen Convento Nossa Senhora do Destero oppe over byen for at nyde udsigten over bjergene og skovene.
Tilbage i byen, bør man kigge ind i Restaurant Central på Rua de Igreja. Rummet er dækket med hundredvis af visitkort, fotos, bus- og museumsbilletter m.m., eller hvad man nu havde til rådighed, der bedyrer, at her fik man sit livs måltid. Desværre er maden her blevet middelmådig og priserne for høje.
Coldas de Monchique
Vandet i dette lille kursted har været berømt siden romertiden for sine helbredende egenskaber. Det moderne kuranstalt tilbyder behandling for lunge-, gigt- og fordøjelsessygdomme og kildevandet sælges også i flasker. Kommer man her om sommeren, skal man være her før turistbusserne for at nyde stilheden. Tag madkurven med ned til floden eller spis frokost i Restaurant Central på den skyggefulde plads. I forretninger kan man med fordel købe kunsthåndværk, den lokale honning og medronho.
Monchiques omegn
En af Algarves kønneste køreture er over bjergene fra Monchique til Aljesur. Turen går gennem egeskove med solbeskinnede lysninger og vilde blomster. Lige før Aljezur ligger et opdyrket område, hvor man stadig bruger de middelalderlige højryggede agre. Disse bruges til vekseldrift og agrene bliver passet med håndkraft og overrislet fra grøfter. Slankt kastanjebrunt kvæg græsser mellem urtehaver og små græsmarker.
Ved Aljezur kan man køre helt op til sandstensruinen og nyde udsigten. Det var oprindelig en borg bygget af maurerne i det 10. årh.