Faial og resten af Azorerne har – måske overraskende – spillet en vigtig rolle for hele Europas historie, særligt videnskaberne om vejr og klima – og senere også luftfartens udvikling. Det er øgruppens beliggenhed, der har givet dem den særlige historiske og kulturelle betydning. Inden du tager på kulturrejse til Faial, kan du her læse lidt om nogle berømte begivenheder på øen.
Azorerne og meteorologien
Azorerne er en region midt ude i Atlanterhavet, hvor ændringer i det atmosfæriske tryk finder sted og påvirker vejret i større område. Øerne nævnes derfor næsten dagligt for at forklare det gode eller dårlige vejr i Europa og Nordamerika. Denne kendsgerning blev understreget af Prins Albert af Monaco i forbindelse med en række oceanografiske ekspeditioner, som han udførte i øgruppen i sidste halvdel af det 19. århundrede.
Dette førte til oprettelsen af meteorologiske observatorier i Azorerne, hvoraf det første og vigtigste var det i Monte das Mocas i Horta. Observationer herfra blev transmitterede via undersøiske kabler til Lissabon, London, Paris, Hamburg og Washington.
Telegrafkabler på Faial
I 1893 blev de første telegrafkabel, som forbandt Horta med Caecavelos i Portugal, etableret, og det første skridt var taget henimod at gøre byen til et af de største telekommunikationscentre i verden i første halvdel af det 20. århundrede. Det første kabel blev udelukkende lagt for at kunne transmittere meteorologiske observationer til at udarbejde vejrmeldinger på Azorerne og deres indflydelse på vejret i Europa.
I 1900 fulgte kabler fra tyske og amerikanske selskaber. Efter Første Verdenskrig blev nye kabler lagt i 1924, 1925, 1926 og 1928. De 15 kabler, som forbandt Horta med verdens vigtigste hovedstæder, krævede uddannet personale til drift og vedligeholdelse samt de nødvendigt tekniske faciliteter.
En række bygninger, som kom til at ændre byens udseende, blev derfor opført i en gade, opkaldt efter Konsul Dabney; de vidner om en kosmopolitisk atmosfære i denne gyldne periode, hvor folk af mange forskellige nationaliteter blandede sig med den lokale befolkning til festivaller, sportsbegivenheder og vandreture på øen. Et levn fra denne tid er det tyske firma D.A.T.s bygninger, som nu anvendes til regeringsbygninger, men som har bevaret deres oprindelige udseende (bl.a. en balsal med glasmosaikruder) og det amerikanske firma Western Unions bygninger, som er blevet omdannet til et hotel.
Den teknologiske udvikling ekspanderede fra telefon til radio og senere satellit. Alt dette medførte en gradvis lukning af de firmaer, som opererede i Horta. Det sidste firma lukkede i slutningen af 1969.
Horta og flyvning
Nogle af de største øjeblikke i historien om luftens erobring fandt sted i Horta. Det hele begyndte i 1919, med den lille og skrøbelige flyvebåd NC4, som mellemlandede i Horta med amerikaneren Albert C. Read som pilot, da han foretog den første flyvning med mellemlanding over Nordatlanten. I de følgende år valgte også italienske, tyske, amerikanske og franske piloter Horta til deres mellemlandinger under deres ikke altid vellykkede forsøg på at krydse Atlanterhavet.
I 1929 landede hvad der dengang var det største fly i verden – Dornier DO-X, et 30-tons kæmpefly med 12 motorer – i Horta, og i 1933 gjorde en del af Marskal Balbos italienske eskadrille det samme, på tilbagevejen fra den Rom-Chicago-Rom flyvning. Men det var med Charles Lindberghs besøg i det samme år at Horta indskrev sig i den kommercielle flyvnings historie. På denne flyvning for Pan American var helten fra den ensomme flyvning over Atlanterhavet i stand til at påvise byens betydning ved mellemlanding på fremtidige flyvninger mellem Europa og Amerika.
Det første flyselskab, som brugte Horta som base, var Lufthansa. Også Imperial Airways (det senere British Airways, BA) og Air France gennemførte flyvninger her mellem 1937 og 1939. Mellem 1939 og 1945 var Horta et fast mellemlandingssted for Pan Americans faste ruteflyvninger.