Rio Formosa Naturreservatet på Algarvekysten

Når flyet lægger an til landing i Faros lufthavn, ser man, som det første indtryk af Algarve, et landskab af saltpander, marsk, kyst-øer og laguner. For det store flertal på vej til feriestrandene, er det også det eneste, de ser til et af Europas vigtigste vådområder.

Rejser du til Algarve ikke blot for at dase ved stranden, men også for at opleve regionens kultur- og naturseværdigheder, er Rio Formosa Naturreservatet ikke til at komme uden om.

Rio Formosas informationscenter

Naturreservatet Rio Formosa på Algarve dækker et areal på 18.400 ha. og strækker sig langs kysten fra Quinta do Lago, vest for Faro, helt ud til Manta Rota. Informationscenteret ligger lidt øst for Olhao. I selve centeret får man et generelt overblik over naturparken. Der er store akvarier med lagunens vigtigste fisk og bløddyr, lige fra muslinger til en stor blæksprutte og uhyggelige muræner, der lurer i de store krukker på akvariets bund. Her er også en sørgelig udstilling af ulovlige fuglesnarer og fiskenet fundet af parkens ansatte. Meget af centrets arbejde består i at undervise børn i natur- og miljøbeskyttelse. De voksne portugisere er åbenbart fortabte. Herfra kan på egen hånd spadsere rundt i dette hjørne af parken og se på saltpander og studere en gammel tunfiskebåd.

Seværdigheder i Rio Formosa Naturreservatet

Her er en fascinerende og fuld funktionsdygtig tidevandsmølle, der blev brugt til at male korn i Algarve. Møllen er den eneste tilbage på denne del af kysten – engang var der 29. I fuglereservatet kan man se rugende storke, samt ænder, vadefugle og skildpadder, og lidt længere væk ligger en rekonstruktion af typisk bondehus og en arkæologisk udgravning. En romersk tørfiskefabrik er blevet fundet her. Søfolk brugte fødderne til at stampe tørret makrel og tun, olie og urter sammen til garum, som blev hældt i amforer – lerkrukker, der står udstillet. Garum var en vigtig proteinkilde på lange sørejser.
 

Dyr i Rio Formosa Naturreservatet

Algarves vandhund, der opdrættes her, arbejdede engang for fiskerne, men dyrets kvikke natur, størrelsen og høje gøen, har atter gjort racen populær – især som vagthund. På vejen tilbage til informationscentret kommer man gennem en sandet strækning med paraplypinjer, hvor der lever kamæleoner. Disse pragtfulde krybdyr findes kun på Algarves mest beskyttede kyststrækning mellem Albufeíra og Monte Gordo. I det øvrige Europa finder man dem kun i Sydspanien. Hold øje med ørnen i trætoppene. Fuglen blev sluppet løs fra reservatets fugleinternat, men fik smag for skoven (og især de mange mus), hvor den slog sig ned.

Fugleinternatet er ikke åbent for offentligheden, men indeholder normalt en blanding af sårede falke, ørne, gribbe og ugler bragt ind til behandling. Internatet er ét af Purtugals tre. Åben 9.00 – 12.00 – 14.00 – 17.00. Følg skiltene til Quinta do Marim på N125 fra Olhao mod Tavira.