Prato er Toscanas mest driftige, men ved første blik mindst smukke by. Men bag industriområderne i byens udkanter (med 75 % af Italiens tekstilproduktion) skjuler sig en kompakt gammel bykerne med en interessant renæssancekirke og en af Toscanas mest spændende freskocykler.
De første uldspinderier blev bygget i Prato i 1108, 56 år før Firenze kom med. Pratos stridende partier i middelalderen var ude af stand til at nå til enighed, og i 1313 gav byen sig frivilligt ind under det angevinske kongerige Napolis beskyttelse. Men da florentinerne, som var bekymrede over konkurrencen fra Prato, indledte en belejring af byen i 1350, svigtede dronningen af Napoli sine lensherreforpligtelser og ”solgte” den til Firenze året efter. Herefter havde Prato historie fælles med Firenze. Nu er rollerne byttet om; Prato har et langt mere dynamisk erhvervsliv end den gamle rival.
Pratos borg
Når man er kommet gennem Pratos grimme forstæder, finder man en middelalderby inde bag en sekskantet bymur i ly af Castello dell’Imperatore. Borgen, opført i det 13. årh. til kejser Frederik II, gjorde tjeneste som kejseligt støttepunkt mellem Tyskland og Frederiks besiddelser på Sicilien og i Syditalien. Borgen er kraftigt restaureret, men fra murene er der god udsigt over byen. Der holdes sommerkoncerter på borgen.
Nord for borgen ligger en tidlig renæssancekirme, Santa Maria delle Carceri, påbegyndt i 1485 af Giuliano da Sangallo. Både den og pladsen har navn efter et tidligere fængsel. Kirken er bygget til ære for en underfuldt talende Madonna malet på en af fængselsmurene, Madonna delle Carceri. Kirkens harmoniske, men lidt kølige interiør, som er så almindelig i Firenze, viser tydelig indflydelse fra Brunelleschi og Alberti. Monotonien brydes af en fornem glaseret frise og en serie tondi med Evangelisterne (1490) af Andrea della Robbia.
Pratos hovedtorv – Piazza del Doumo
Piazza del Duomo et par gader nord for kirken og borgen er Pratos hovedtorv med Piazza del Comune på den ene side og en guirlande af smukke middelalderpaladser på den anden. Duomo, grundlagt i 1211, udmærker sig ved en smuk udvendig prædikestol, Det Hellige Bæltes Prædikestol, tegnet af Donatello og Michellozzo (1428-38) til fremvisning på særlige dage af Marias bælte, Pratos helligste relikvie. De dansende putti er kopier; originalerne af Donatello er nu i Museo dell’Opera del Duomo sammen med Maso di Bartolomeos Hellige Bæltes Relikvarium. Over kirkens hovedportal sidder en smuk lynette af terrakotta (1489) af Andrea della Robbia af Madonna med helgenerne Stefano og Lorenzo. Den usædvanlige halvstribede facade er fra 1385-1457.
Det hellige bælte
Straks til venstre, når man kommer ind i kirken, ligger Cappella della Cintola (1385-90) med det Hellige Bælte. Et kraftigt bronzegitter skjuler næsten alterskulpturen af Madonna og Barn (et mesterværk af Giovanni Pisano) og Agnolo de Gaddis freskocykel Det Hellige Bæltes legende (1392-95). I venstre sideskib står en fornem prædikestol af Antonio Rossellino og Mino da Fiesole. Men domkirkens fornemste kunstværk er Fra Filippo Lippis enestående freskocykel (1452-66) i koret, én af de mest berømte fra den tidlige renæssance. Freskerne på venstre korvæg fremstiller scener fra San Stefanos levned, på højre scener fra Johannes Døberens levned. Den dansende Salome i Herodes’ Banket er et portræt af Lucrezia Buti, nonnen som blev forført af Lippi, der selv var munk. Lippi skal faktisk have forført hende under festen for Jomfruens Bælte, hvad man så skal lægge i det. Lucrezia blev senere malerens model og mor til deres fælles søn, Filippino Lippi, som selv blev en dygtig maler.