Salento er den sydlige del af regionen Apulien – Italiens støvlehæl. Området er en populær sommerferiedestination hos italienerne selv, da Salento er kendt for dens gode strande, gode mad og klima. Ikke mange udenlandske turister har endnu fundet ned til dette afsidesliggende hjørne af Italien og det er en skam. Der er nemlig mange gode oplevelser og ferieminder at hente netop her!

Salento strækker sig fra byen Lecce i nord til Santa Maria di Leuca i syd og et stort areal af området er dækket af sølvgrå oliventræer, som strækker sig så langt øjet rækker over landskaber med knaldrød mineralholdig jord og gamle dekorative stengærder, der vidner om en landsdel med en lang landbrugstradition.

August er måneden man bør undgå, hvis man vil slippe for højsæsonen, hvor der er allerflest gæster i regionen. Maj, juni og juli er alle dejlige måneder på disse kanter og antallet af andre rejsende er sparsomt i forhold til, hvad man kunne forvente, for klimaet er herligt i disse måneder. August, der er italienernes industriferie og årets varmest måned, er derimod mere travl og overfyldt.

Men hvad er der at se og opleve i Salento og hvad gør Salento så speciel?

Oplev Lecce by night

Den nordligste del af området Salento huser områdets største by – Lecce. Byen er en større smuk barokby med mange imponerende kirker, torvepladser og et herligt byliv. Byen er nok smukkest om aftenen, hvor de dramatiske barokbygninger er smukt lyst op og ornamenterne med de mange barokfabeldyr virkelig kommer til deres ret og bliver næsten helt levende.

Blandt de mange kirker i byen er det nok katedralen Santa Croce, som er den vigtigste og der er heller ikke sparet på dekorationerne på katedralens front. En anden storslået kirke er domkirken, hvis høje tårn man ikke kan undgå at lægge mærke til. Lecce kaldes i folkemunde sydens Firenze p.g.a. dens smukke bygningsværker, dog er Firenze nok mere kendt for sin renæssancestil, hvorimod Lecce er kendt for sin barokke stil. Und dig selv et besøg i Lecce ”by night” og kombinér det med en god restaurantoplevelse og én af de gode og korpøse lokale vine.

Nyd kystlivet i Otranto

Otranto er en sand perle af en by kun ca. en times kørsel syd for Lecce. Turen er klart smukkest (men også mere besværlig – kræver nogle gange et skift undervejs) i tog end i bil. Turen i tog fra Lecce til Otranto tager dig gennem landet langs smukke naturscenerier og enorme olivenlunde. Otranto ligger smukt ud til Adriaterhavet og huser, udover et meget hyggeligt og lille bycentrum, også et par udmærkede strande.

Otrantos centrum er domineret af smalle stræder og gader, store åbne pladser med fuld havudsigt og den kolossale fæstning Castello Aragonese, der også kan besøges. Byens katedral er et kapitel for sig. I denne enorme bygning fra 1088 findes der et fabelagtigt mosaikgulv (fra 1166!), hvor historier fra det gamle testamente er afbilledet med små farverige mosaikker. Et enormt arbejde og et smukt og uvurderligt kunstværk.

Når man endelig får løftet blikket fra gulvet, vil ens øjne møde det store alter for enden af kirkerummet og er man ikke forberedt, vil man nok blive en smule forskrækket. Her ligger nemlig utallige kranier og knogler stablet ovenpå hinanden (dog dækket af glas). De vidner om tyrkernes (ottomanernes) blodige indtog i byen tilbage i 1480. Her beordrede de 800 lokale indbyggere op på bakken Minerva, nu kaldet Martyrbakken, hvor de blev halshugget på grund af deres kristne tro. Knoglerne er i dag at finde i katedralen som en reminder om disse 800 menneskers grusomme skæbne.

Når sulten melder sig, for det gør den jo uanset hvilke grusomheder man må have set, så er der en del restauranter i Otranto at vælge imellem. Blandt disse kan især Trattoria/Pizzeria ”La Botte” anbefales. Den ligger i Via Guglielmotto d’Otranto, 15 i Otranto (tel. 0836 804293). Her er retterne veltillavede, priserne fair og stemningen familiær og rustik. Særligt populære er deres gode skaldyrsretter og sprøde pizzaer.

Cykel fra Otranto til San Cesarea Terme

Kystbyen San Cesarea Terme er af mindre skala end Otranto og byen er primært kendt for sine helbredende kurbade. Det kan anbefales at leje cykler i Otranto og tage turen langs kysten helt til San Cesarea Terme. Her er ikke megen trafik undervejs, vejene er gode og man får sig samtidig en ret unik oplevelse allerede efter få kilometer udenfor Otranto ad vejen Variante di Otranto. Her, på ens venstre side, fornemmer man et sted hvor jorden er meget rødlig lidt inde på marken. Tag en af stierne, der fører dig gennem det røde sand, og forvent ingen skilte trods den attraktion af format, der vil møde dig.

Cava di Bauxite er en naturskabt sø, hvis omkransende jord er meget rød og vandet i søen har en usædvanlig grøn farve, som står i smuk kontrast til den røde jord. Området er utrolig smukt og ligger underligt nok det meste af tiden øde hen, for ikke mange turister finder vejen frem til denne naturskønne og dårligt markedsførte naturperle. Fortsæt ad den store vej stadig mod San Cesarea Terme, som vil føre dig langs det smukke blå Adriaterhav, hvor du på klare dage nogle steder vil kunne skimte Albaniens kyst i horisonten.

En lille perle

Før du når San Cesarea Terme, kommer du fordi en anden lille perle, nemlig Porto Badisco, som ligger på din venstre hånd. Denne lille plet er meget vellidt hos de lokale og man kan parkere ganske tæt på havet – lige noget for italienerne! Trænger du til et pit-stop, så smid cyklen og tag en forfriskende dukkert her.

Herfra fortsætter du sydover ad vejen – SP358 – som du kom fra. Når du er kørt igennem en mindre skov (og lidt bakker!), er du ganske nær San Cesarea Terme – og har du ramt frokosttid, så ligger der nogle dejlige små caféer langs hovedgaden, hvor du fra nogle af dem har udsigt over havet. Seværdigheder er her ikke så mange af – trækplastret er kurbadene – men der er alligevel et par fine kirker bl.a. Chiesa Madre del Sacro Cuore, der ligger flot med front mod havet samt villaerne Villa Sticchi og Villa Raffaella fra attenhundredetallet – opført i en usædvanlig og karakteristisk byggestil. Sidstenævnte villa fungerer i dag som hotel.

Slap af i Gallipoli

En anden kystnær perle er byen Gallipoli i det sydlige Salento – perfekt beliggende ud mod det Ionske hav. Her bør man gå byen rundt langs de smukke brostensbelagte gader og nyde stemningen, som er lys og luftig. På byens havn lige uden for den gamle bydel kan man følge med i fiskerne arbejde – og det er ikke kedeligt – eller man kan fra den gamle bydel tage trapperne ned til byens strand. Der findes dog andre bedre strande i området kun et stykke udenfor Gallipoli. Et godt restauranttip i Gallipoli er ”Il Bastione” på V. Sauro 28 – Gallipoli (tel.+39 0833 261122). Her kan man forkæle ganen med gode lokale retter og især vældig gode fiskeretter, mens man nyder havudsigten der omgiver restauranten.

Solnedgang i Santa Maria di Leuca

Helt i syd ligger Santa Maria di Leuca. Nok en lidt for lang tur på cykel fra San Cesareo Terme. Men und dig selv alligevel at tage til Apuliens – og Salentos – sydspids. Her har du nemlig nogle af områdets allerbedste strande – endda så fine at de har fået tilnavnet ”Le Maldive d’Italia” (Italiens Maldiver).

Byen Santa Maria di Leuca er domineret af basilikaen De Finibus Terrae (Verdens ende). Står man her på denne store plads, føler man næsten, at man har nået Verdens ende og Virgil må have følt det samme, da han kort før vores tidsregning beskrev området i episke vendinger i Æneiden. Er man heldig at ramme Santa Maria di Leuca ved solnedgang, vil man få en ret unik oplevelse. Solens lyserøde skær oplyser hele De Finibus Terrae og giver de sandfarvede vægge et smukt skær. Udsigten over lystbådehavnen med solnedgangen i baggrunden er ligeledes en uforglemmelig oplevelse her på ”kanten af verden”.

Der er flere forskellige historier om, hvordan byen fik sit navn. De mest gængse siger, at Jomfru Maria engang reddede nogle både fra en storm, hvorfor man tilføjede hendes navn til bynavnet Leuca af taknemmelighed.

Santa Maria di Leuca huser et af Italien vigtigste fyrtårne bygget i 1864. Det er ikke til at overse med sine 47 meter i højden og placering på mere end 100 meter over havets overflade. Fyrtårnets 254 trapper kan være noget af en udfordring for selv den hærdede trappegænger, og skulle man ikke have fået trapper nok efter en tur oppe i fyrtårnet (hvis åbent), så kan man tage trapperne ned til byens havn (184 trappetrin).

Spis, drik og dans dig glad i Apulien

Apuliens køkken er noget de fleste syntes godt om. Tomaten indgår i mange retter, da den dyrkes i hobetal hernede. Pastaen, man får serveret, er oftest hjemmelavet og i Salento er især pastaen, som er formet som et lille øre (orechiette), meget anvendt. En egnstypisk ret er ”fave e cicoria” (bønner med cikorie). En noget anderledes ret end vi danskere er vant til, men den bør prøves. Mere smag er der (heldigvis) i Salentos vine.

Mange kender måske til vinene Primitivo Rosso di Salento, der fås i stort set alle supermarkeder herhjemme og vil man kaste lidt flere penge efter en god flaske vin, belønnes man med meget intense og mørke vine med en kraftig smag (ofte med et højt alkoholindhold). Prøv evt. vine på druen negroamaro, som er meget karakteristiske for netop Salento.

Speciel musikgenre

Salento er kendt for sin specielle musikgenre og der knytter sig megen historie hertil. Tarantellaen er en type folk-musik, hvor rytmen er meget dominerende og hvor mange forskellige instrumenter er involveret. Musikgenren opstod kort før 1800-tallet, hvor man hyrede spillemænd til at bringe de lokale kvinder på rette køl.

Med det skal forstås, at kvinderne dengang levede et meget hårdt liv – både i marken og derhjemme – og af og til påstod de at de var blevet bidt af områdets store edderkop (tarantellaen) og dermed røg ind i en slags febervildelse. I denne tilstand skabte de sig og opførte sig som værende i en slags trance i dagevis, og dansede den såkaldte Pizzica-dans (pizzica = stik (fra edderkoppen)).

Kun Tarantella-musikken kunne eftersigende få dem ud af trancen og bringe dem tilbage til normal tilstand. I dag siger sociologer, at kvindernes påståede edderkoppebid var en opfundet undskyldning for – i det mindste for et par dage – at slippe for det hårde liv og få lidt tiltrængt opmærksomhed. Der findes i dag et udmærket museum i byen (Casa Museo del Tarantismo), der forklarer mere om denne tradition – hvilket den vel egentlig kan kaldes.

Der afholdes hvert år i Salento en pizzica-festiva (La notte della taranta), hvor berømte kunstnere optræder med musik i tarantella-genren og dansen pizzica genopleves. Festivallen et stort tilløbsstykke også for udenlandske besøgende.