Madeira har som resten af Portugal et enkelt, men yderst velsmagende køkken, som er baseret på friske råvarer – ofte lokale produkter. Nøjagtig som på fastlandet i Portugal spiller mad en stor rolle for indbyggerne på Madeira. Mad er en vigtig del af Madeiras kultur, og maden bør også være en central del af en kulturrejse til Madeira.
På Madeira finder man lokale produkter som kød, fisk, grønsager og ikke mindst et fantastisk udvalg af frugter. At Madeira er frodig og omgivet af havet gør, at de lokale madvare altid er friske, hvilket du selv kan opleve på et af Madeiras berømte markeder.
At skulle beskrive Madeiras køkken er egentlig svært, da man siger, at Madeira ikke har sit eget oprindelige køkken, men derimod har øen altid fået inspiration fra fremmede køkkener fra de mange rejsende, der har opholdt sig på Madeira. Den mad der spises mest af på Madeira, er frisk fisk, og rejser du til Madeira vil du helt sikkert opleve, at tunfisk og espada står på menukortet.
Kød og grøntsager er ganske dyre på Madeira – i hvert fald i forhold til frugter og fisk, og dyrt i forhold til priser på Portugals fastland, men bestemt ikke dyrt for en dansker. Årsagen til at mad – såsom kød og grøntsager – er forholdsvis dyrt er, at der på Madeira er et meget begrænset areal, hvor landmændene kan dyrke deres grøntsager og hvor dyr kan græsse: Husk på, at Madeira kun er dobbelt så stor som Bornholm, og meget bjergrigt!
Krydderierne spiller en vigtig rolle i maden på Madeira
Krydderi i maden er meget brugt på Madeira og ofte med et strejf af arabisk krydderi. Når man tilbereder kød og fisk, er det som regel med metoden, der hedder frito ou grelhado – grillet eller stegt – men du kan naturligvis også få retter på Madeira, der er assado (braiseret) eller cozido (kogt). Det lyder måske som en meget normal og lidt kedelig måde at fremstille maden på, men det er krydderierne, der er ”hemmeligheden” bag maden på Madeira.
Om sommeren finder man overalt i haverne rundt på Madeira frugter, krydderurter, grøntsager og krydderier, såsom hvidløg, citroner, fennikel og laurbærblade, og det er blandt andet disse tilsatte ingredienser, man kan dufte på restauranterne i Funchal. En anden ingrediens, der ofte bruges, er spidskommen – og så mener mange kokke på Madeira, at Madeira-vinen sætter prikken over i´et!
Frisk frugt er hverdagskost på Madeira
Uanset om du spiser frisk frugt, er det en oplevelse at besøge Funchals frugt marked (mercado), som også er det største marked på Madeira. At Madeira har så stort et udvalg af friske frugter, skyldes den frugtbare vulkanske jord, og naturligvis det milde klima, og en ret der med garanti findes på Madeiras restauranter til dessert er frugtsalat.
Af Madeiras mange frugter finder du blandt andet papaja, annona, guava, passionsfrugt, mango, avocado, bananer, abrikos, alle former for citrus-frugter, og kirsebær. Skulle du alligevel opleve at få serveret frugtsalat fra dåse, skyldes det efterspørgslen på frisk frugt i Europa, for en stor del af Madeiras frugt eksporteres til lande som Danmark.
Friske frugter fra havet omkring Madeira
Elsker du tun, vil du elske Madeira, men også andre fisk som havaborre, sværdfisk, småhajer (gata), sarda (makrel) eller ørred (truta) er blandt de fisk, som ofte serveres på Madeiras restauranter. Havets frugter, som man kalder skaldyr, findes ligesom på fastlandet i Portugal i store mængder på Madeira. På Madeira tilbereder man fisk på flere måder: F.eks. grillet, kogt, stegt – og selvfølgelig får du også serveret mange fisk og skaldyr rå: Det er jo frisk fisk!
Den mest spiste fisk på Madeira er espada, som smager fantastisk og er meget fast i kødet. Fisken lever på ca. 800 meter dybt vand i Atlanterhavet. Fiskerne drager ud om natten i deres små både. Her sænker de linjerne ned til mellem 1 og 1,5 kilometers dybde. Alt foregår med håndkraft, også når linjerne skal trækkes ind, og arbejdet kan vare adskillige timer. Gevinsten er, at man med en line kan fange op til 100 fisk, og være sikker på, at fangsten bliver solgt på fiske- markedet i Funchal, hovedbyen på Madeira.
Madeiras specialitet – oksekød på spyd
Snyd ikke dig selv for at smage denne herlige ret, som hedder espetada, når du rejser til Madeira. Du finder spyd med oksekød i alle butikker på øen og naturligvis også blandt Madeiras restauranter. Ofte er kødet importeret fra Sydamerika eller Azorerne, som fremstiller en meget stor del af Portugals landbrugsvare. Du kan spise espetada som forret uden tilbehør eller som hovedret serveret med en tomatsalat, hjemmelavede pommes frites og hjemmebragt landbrød, som på Madeira hedder bolo de caco.
En anden velsmagende ret er carne de vinho e alhos, og som navnet antyder, er det en ret tilberedt af kød, der marineres i vin og hvidløg, samt laurbærblade. Efter at have ligget i marinade bliver kødet braiseret og serveret med en af Madeiras ganske fine rødvine. Vin fra Madeira er ikke så kendt som vin fra fastlandet i Portugal, altså hvis vi ser bort fra Madeira-vinen.