Italien på vrangen: Marche-regionen

Italien på vrangen er en alternativ rejseguide, der stærkt opfordrer læserne til at søge ud i de afkroge af Italien, hvor ens landsmænd endnu ikke har været (i hobetal i hvert fald). Her er kun lutter fordele at høste; ferieoplevelsen bliver mere autentisk, ofte er priserne og retterne på restauranterne både billigere og mere genuine, idet vi kommer væk fra de travle turistområder.

Samtidig ser og oplever man steder af Italien, hvor din nabo, kollega og venner endnu ikke har sat deres sandalaftryk. Italien rummer så meget mere end hvad indholdsfortegnelsen i de konventionelle guidebøger om Italien nævner, og Italien på vrangen læser mellem linjerne og serverer utraditionelle ferieforslag.

Marche

Marche er en region i Midtitalien. Ikke mange danskere ved hvad den indeholder af byer og seværdigheder, hvorimod de fleste har hørt om regionerne Toscana og Sicilien. Marche har et spændende indland og også en 180 km lang kyststrækning med dejlige strande ud til Adriaterhavet.

Om sommeren er der mange badende gæster på Marches mange sandstrande – typisk italienere der jo ynder at feriere i deres eget land samt en del tyskere, der har opdaget områdets potentiale. Strandene er sandede, lange og brede og kystbyer som fx Sirolo, Numana, Porto Recanati, Pesaro og Fano liver op og summer af sommerglade mennesker. Den smukke natur omkring Monte Conero og den regionale naturpark Conero ved Sirolo og Numana er med til at skabe nogle yndige kulisser, der på meget elegant vis klæder det blågrønne Adriaterhav.

Regionshovedstaden Ancona ligger midt på regionens kystlinje og huser også Marches internationale lufthavn. Herfra kommer du nemt rundt i regionen i bil, uanset hvor du ønsker at tage til i regionen. Italien på Vrangen vil her komme med to ruteforslag (det nordvestlige Marche og det sydlige Marche), hvor der er rig mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med regionens dejlige strande og spændende indland. De to ruter kan kombineres og dermed gøre rundturen længere og endnu mere indholdsrig.

TURFORLAG 1: NORDVESTLIGE MARCHE

Pesaro – Gradara – Urbino – Acqualagna – Trøffeldalene: Piobbico og Apecchio – Cagli

Kystbyen Pesaro er så tilpas stor, at den byder både på sol og strand, kulturliv og shopping. Er man træt af sand og saltvand, kan man forlade stranden og besøge en af byens absolutte stoltheder; La Casa di Rossini; huset hvor komponisten Gioachino Rossini (1792 – 1868) levede og opholdt sig. Huset er i dag et museum, der rummer forskellige klenodier fra hans liv og virke. Der er andre seværdigheder at give sig i kast med i Pesaro, og har man lyst til en smuttur udenfor byen kan man køre lidt nordpå til Middelalderbyen Gradara, der huser et fabelagtigt borglignende slot; Rocca di Gradara, der allerede kan skimtes fra motorvejen på vej derop.

I Marches indland finder man en række skønne byer, der på hver sin måde bevidner om den enorme kulturskat regionen rummer.  En af perlerne er renæssancebyen Urbino kun 38 km fra Pesaro – regn med en lille time i bil. Urbino er at finde på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Byens vibe er ung grundet de mange universitetsstuderende og de unge moderne mennesker klæder byen og er med til at gøre gadebilledet levende. De gamle renæssancebygninger er en fryd for øjet og det er smukt at vandre rundt i gader og stræder – også oppe i den højere del af byen. Et must see i Urbino er renæssancepalæet Palazzo Ducale, hvor Federico III da Montefeltro holdt til i imponerende lokaler tilbage i 1400-tallet. Und dig selv en cappuccino under de smukke renæssancebuer på den lille torveplads Piazza della Repubblica i byens hjerte.

Acqualagna: Marche er bl.a. kendt for sin gode trøffeljord, der hvert år giver trøffeljægerne et godt udbytte. De sorte svampe, som trøflerne jo i virkeligheden er, anvendes bl.a. i pastaretter, som smagsgiver i olie, i oste – ja, mulighederne er mange og det samme er de lokale delikatesser man kan erhverve sig med trøfler.  En flaske trøffelolie kunne være et perfekt minde fra turen – og den er med garanti billigere end hvis indkøbt i Danmark. Fra Acqualagna, sæt kursen mod trøffeldalene. Snoede småveje vil lede dig igennem en vaskeægte ”bondeegn” med landmænd på markerne, stykker af skov, utrolige højdedrag og hårnålssving – ja, her er man virkelig langt ude på landet i meget smukke naturomgivelser. De små flækker Piobbico og Apecchio byder dig velkomne med et par spisesteder og trygt landsbyliv, hvor tiden syntes at stå stille. En perfekt afstikker til at få ferien helt ned i gear og Marche helt ind under huden.

I området – inden turen måtte gå tilbage til Ancona – kan man med fordel slå vejen forbi Cagli – i antikken kaldet Cale. Her er der seværdigheder på rad og række; byens rådhus ”Palazzo Pubblico”, fæstningen Torrione Martiniano fra 1400-tallet og byens ”Teatro Comunale” – et elegant historisk teater fra 1870’erne. Er man til kirkebesøg er man ej heller gået forgæves i Cagli – for her er findes del. Blandt andet kan Chiesa di San Domenico fremhæves, da kirken huser en fantastisk fresco af Giovanni Santi – den berømte kunstmaler og arkitekt Rafaellos Santis far. Ja, Rafaello havde det altså ikke fra fremmede.

TURFORSLAG 2: SYDLIGE MARCHE

Sirolo – Numana – Recanati Porto – Loreto – Recanati – Macerata – Tolentino – Ascoli Piceno

Lige syd for Ancona ligger der en række kystnære perler, med hyggelig bymidte og fabelagtige strande. De charmerende småbyer Sirolo og Numana ligger smukt for foden af bjergmassivet Conero og den tilhørende naturpark af samme navn. I baglandet ligger Marches eneste – men ganske udmærkede – golfbane, der ligeledes har taget navnet Conero til sig. Bjerget Conero (572 m.o.h) har fået sit navn fra det græske ord Komaròs, der betyder jordbærtræ – et træ der eftersigende skulle vokse på bjergskråningerne (og ikke have den slags jordbær på sig som vi kender hjemmefra, men derimod en lidt mere uspiselig type).

Den lille middelalderby Sirolo har et hyggeligt centrum med et lille torv, hvorfra man både har hav- og bjergkig. Kun få minutters gang herfra ligger stranden, hvoraf følgende kan fremhæves; Urbani, San Michele, dei Sassi Neri, dei Gabbiani og delle Due Sorelle. De er alle er berømte for deres skønhed og er af sagens natur ret velbesøgte, man finder sig dog altid en plads.

Numana – der ligger et tak sydligere – er ligeledes kendt for sine dejlige strande og hyggelige bycentrum. Her kan man lægge vejen forbi det arkæologiske museum ”Antiquarium” og byens vartegn ”tårnet”, der mest af alt minder om en gammel byport og bevidner om byens lange historie. I Numana er det oplagt at nyde et godt fiskemåltid på en af byens gode fiskerestauranter og efterfølgende kaste sig i bølgen blå fra en af byens strande: Spiaggia di Marcelli, Numana bassa, Numana alta eller Spiaggia dei Frati. Har man ikke fået nok af strandlivet, kan en afstikker en tand sydligere, til Recanati Porto, også lønne sig, da man også her har en god strand og en dejlig italiensk ferieby-stemning i byens gader.

Et andet stop man kan gøre sig i Marches indland er den højtbeliggende by Loreto kun godt 5 km fra Recanati Porto. Loreto er eftersigende Italiens anden vigtigste pilgrimsby næst efter Rom. Her kommer der pilgrimsfarere fra hele verden. Ud over Santuario della Santa Casa (en helligdom der siges at være Jomfru Marias hus (!), fløjet hertil fra Nazaret af engle) kan man endvidere fornøje sig med diverse kirkebesøg og fx Museo Pinoteca med diverse kunstværker.

Spændende kulturelle oplevelser

Godt 6 km længere ind I landet kommer man fra Loreto til byen Recanati, hvor der vanker spændende kulturelle oplevelser. Byen har opfostret tre berømtheder; tenoren Beniamino Gigli (1890 – 1957), digteren Giacomo Leopardi (1798 – 1837) og komponisten Giuseppe Persiani (1799 – 1869). Alle tre herrer kan man hver især stifte nærmere bekendtskab med på; museet i Leonardis hus, på Teateret Teatro Persiani, hvor der blev afholdt operaer i begyndelsen af 1900-tallet, og i det udmærkede museum omhandlende Beniaminos Giglis liv som tenor – beliggende i forbindelse med det utroligt smukke og velholdte teater.

Fra Recanati kan man køre videre mod Macerata, en større by og provinshovedstad der kan nås på godt en halv time. Macerata har et ret imponerende og ret usædvanligt udformet stadium, nemlig Lo Sferisterio – en slags arena taget i brug i 1829 og sponsoreret af 100 af byens daværende borgere. Oprindeligt et stadium til en ældgammel fodbold-lignende sport og senere anvendt til forestillinger og endda tyrefægning. Siden 1914 har man afholdt operaforestillinger her med stor succes, den såkladte ”Sferisterio Opera Festival” med op til 3.000 publikummer ad gangen.

Tolentino og Ascoli Piceno

Fra Macerata kan vejen gå mod Tolentino, en lille bitte by, hvis største attraktion er den imponerende basilika; Basilica di San Nicola. Basilikaens interiør er overdådigt og ikke et syn man umiddelbart forventer at der møde, når man står uden for den beskedne facade. Med udsmykninger fra 1400 – 1700 tallet er der meget at tage fat på for kunst- og religionsinteresserede. Glem ikke at gå et smut i kælderen og se krybbespilsopsætningerne og at besøge den lille butik, der sælger alskens religiøse ting og sager.

Har man lyst til en længere tur, kør da sydover med kurs mod Ascoli Piceno i den sydlige del af Marche.  Byens indbyggertal er lidt større end Århus og er en af Marches allersmukkeste byer. Når man er i Ascoli Piceno, må man ikke snyde sig selv for et besøg på pladsen ”Piazza del Popolo” med dens lange søjlegange, smukke travatin-fliser og bilfrie miljø. Man kan også med rette kalde byen lidt af en ”tårnby”, idet den huser omkring 50 tårne. Tilbage i Middelalderen havde den dog hele 200 af slagsen!  Her er mange kirker, klostre og noble bygningsværker at give sig i kast med samt mange gamle monumenter at beskue, heriblandt den gamle romerske byport Porta Gemina og Porta Tufilla fra 1500-tallet.  Vil du give dig i kast med en rigtig lokal delikatesse, skal du prøve snacken ”olive ascolane” som er uimodståelige fyldte og friturestegte oliven akkompagneret med et glas dejlig lokal vin (og den er god i Marche!). Det skal nok tilfredsstille appetitten – men ikke appetitten på Marche for her er stadig meget at udforske, smage på og undersøge nærmere.