Mange som rejser til Budapest i Ungarn, forbinder byen med kurbade. Budapest byder på meget andet, men har en lang tradition for kurbade og det er absolut en af de oplevelser man bør unde sig selv på en kulturrejse til byen.
Den osmanniske besættelse af Ungarn fra 1541 til 1686 er stadig mærkbar i form af den ærværdige tradition med offentlige bade, en form for tidsfordriv, som ungarerne tager vældig højtideligt. Budapests mange kurbade har overlevet kommunismen, men ingen på så strålende vis som dem på Hotel Gellért. Dette statelige, gamle hotel, en art nouveau-perle, blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet over 18 varme kilder med bassiner (åbne for offentligheden), der er formgivet efter Caracallas bade fra antikken. Under Gellérts flot udsmykkede kupler med glasmalerier og mosaikker med indlagt guld spiller de lokale et fredeligt parti skak på flydende skakbrætter, samtaler dæmpet eller svømmer rundt i deres eget tempo i de kunstfærdigt flisebeklædte bassiner. Besøgende slapper af, klædt i tyrkiske håndklæder (eller noget endnu mindre) og venter på deres tur til at få massage. Byens mere end 30 kurbade giver rige muligheder for at deltage i de ældgamle ritualer omkring disse styrkende vande. Det siges, at der er over 1000 undrejordiske varme kilder i Ungarn, hvoraf 80 alene under Budapest, men det historiske Hotel Gellért er kurbadenes Taj Mahal og den mest farverige og fascinerende måde at indleve sig i den lokale østeuropæiske kultur på, om det så kun er for et par timer. Hotel Gellért finder du på adressen Szent Gellért ter 1 i bydelen Buda.
Det er ikke kun i Budapest man går op i velvære og bad, læs f.eks indlægget om tyrkisk bad i Istanbul i Tyrkiet.