Mad og drikke i Firenze – udvalgte restauranter

Italien, Toscana og ikke mindst Firenze er et mekka for dig som elsker god mad og vin. Læs her nogle tips til restauranter du kan besøge på en kulturrejse til Firenze. Bemærk at der hele tiden kommer og går nye restauranter i Firenze, så det er altid en god ide at spørge de lokale til råds samt at indhente informationer om restauranter på lokale hjemmesider og hos turistbureauet i Firenze.

Caffè Rivoire

Der er hyggeligt herinde, hvis koldt vejr dikterer denne historiske Cafés specialitet, bittersød varm chokolade (med en obligatorisk klat frisk pisket panna). Men i godt vejr byder de udendørs borde på den berømte Piazzaa della Signoria på byens bedste siddepladser, hvis man kan lide at studere mennesker og piazzaer. Selv på en sløv dag kan man glæde sig over den vidunderlige kopi i naturlig størrelse af Michelangelos David og de øvrige statuer. Caffe Rivoire ligger på Piazza della Signoria.

Enoteca Pinchiorri

Gourmeter gør knæfald, blot de hører navnet på dette tempel for sublim gastronomi. I en region, der længe har været kendt for enkle, landlige trattorie, har denne elegante ristorante fundet et trofast klientel blandt de rige og berømte ved at byde på en fyrstelig betjening, en fuldendt, sølvkuplet præsentation og et vinkort, der vidt og bredt betragtes som et af Italiens fineste – og det vil immervæk sige noget. Oplevelsen her vil man sent glemme, og det samme gælder aftenens regning. Du finder Enoteca pinchiorri på adressen Via Ghibellina i Firenze.

Fuori Porta

Firenzes mest populære vinbar ligger lige uden for byens mur fra 1300-tallet og San Niccoló-porten på vejen op til eller tilbage fra Piazzale Michelangiolo. De bedste af Toscanas rødvine sælges her pr. glas sammen med en lang række crostini og lækre snacks, der vil fryde enhver gane. Vinbaren Fuori Porta ligger på gaden Via del Monte alle Croci i Firenze. Læs mere på www.fuoriporta.it.

La Tripperia

Der er kun en lille håndfuld tilbage af disse udsalg, der kan byde på sandwiches med kallun (komave), en yderst værdsat lokal delikatesse, der scorer højt på listen blandt florentinerne, høj som lav. Hvis man blot ønsker at kigge og lade de lokale om at smage på varerne, kan man søge hen til den velkendte “Trippaio”-trækvogn, en slags kantine på hjul, der sælger bunker af interessant indmad og til daglig er parkeret uden for American Express’ hovedkontor. Besøg La Tripperia på adressen Via Dante Alighieri i Firenze.

Nerbone

Smør ærmerne op, og slut op blandt torvemarkedets sælgere og kunder, der tropper op ved denne populære og travle frokostdisk på det overdækkede Mercato Centrale fra 1800-tallet. Den enkle egnsmenu følger markedets luner, og det fås ikke friskere end her. Nerbone har stand nr. 292 på Mercato Centrale i Firenze.

Omero

Efter at have nydt udsigten fra den udendørs terrasse kan man gå indenfor og nyde et traditionelt toscansk måltid. Alle kommer her på grund af pastaen, plus den formentlige bedste og mest møre bistecca alla fiorentina i byen og (i artiskoksæsonen) de friturestegte carciofini-stykker uden dej. Fem forskellige forretter levner ikke plads til en solid hovedret, men de fleste gæster finder i reglen plads til en smagsprøve fra menuens fem desserter.
Restaurant Omero ligger på Via Pian dei Giullari, Arcetri 15 minutter med taxa fra Firenzes bymidte. Læs mere på www.ristoranteomero.it.

Osteria Del Caffé Italiano

Dette smukke osteria, der har til huse i et fornemt palazzo fra den tidlige renæssance, er med sin indbydende kombination af en uhøjtidelig vinbar med træpaneler ude fortil og en lidt mere formel spiseafdeling bagtil det bedste sted i byen at iværksætte sin helt egen degustazione glas for glas. Under de hvælvede lofter og smedejernslysekronerne føles dets gamle træborde, præsentationen af førsteklasses salami og ost og den interessante blanding af stamgæster noget nær perfekt. Besøg Osteria Del Caffe Italiano på adressen Via Isola delle Stinche, nær Piazza Santa Croce i Firenze. Læs mere på www.caffeitaliano.it.

Vivoli

Kræsne iskendere vil måske nok hævde, at det ikke længere er byens bedste, men sig det ikke til de skarer, der altid står udenfor og tager for sig af smagsvarianter, der dækker hele skalaen fra den velkendte, men lækre vaniljeis over whisky – og ris – til figenis. Desuden er der kun et stenkast hen til Piazza Santa Croce med stenbænke, hvor man kan sidde og hvile benene. Har du lyst til god is i Firenze ligger Vivoli på adressen Via Isola delle Stinche, nær Piazza Santa Croce www.vivoli.it.

Mad i Italien

Læs meget mere om mad og vin i Italien her på bloggen om kulturrejser. Du kan læse indlæg fra de forskellige regioner i Italien om maden og vinen. Læs f.eks indlægget: Mad i Italien