Vi befinder os i regionen Marche,i Italien, her ligger den for mange ukendte by Urbino, som er fyldt med udtryk for den tidlige renæssance. Har du chancen så planlæg et besøg i Urbino på din næste kulturrejse til Italien.
Hvis Urbinos Nationale Kunstmuseum (Galleria Nazionale delle Marche) havde ligget i en by som Firenze, ville der være lange køer på Piazzaen af folk, der ventede på at komme ind. Men denne lille, stolte by med 15.000 indbyggere er et undervurderet turistmål med en overdådig kunstsamling, der omfatter værker af Rafael (et bysbarn), Piero della Francesca (bl.a. hans Kristi kagstrygning, som Piero selv betragtede som sit fineste værk), Paolo Uccello og Luca Signorelli. Men så meget desto bedre for de få, der kommer hertil for at se denne provinsby, som med sin historie, kunst, arkitektur og gastronomi med lethed kunne dele rampelyset med Italiens kendteste steder.
Urbino, der ligger på en bakkekam, er Marche-regionens største trækplaster. Det 500-årige universitet er et af Europas ældste, og Urbino er hjemsted for en af Italiens største arkitekturperler, Palazzo Ducale, der huser det Nationale Kunstmuseum. I anden halvdel af 1400-tallet var hoffet i Urbino et af de mest ansete og næsten uden lige i hele Europa under Federico da Montefeltros visionære ledelse. Han bestilte tidens største kunstnere og arkitekter til at bygge og udsmykke sit kolossale hjem. Resultatet, Palazzo Ducale, betragtes som det perfekte udtryk for den tidlige renæssance. Hofmanden og forfatteren Baldassare Castiglione kaldte dette vældige bygværk for “en by i form af et palads”.
Urbino ligger kun ca. 120 kilometer øst for Firenze i Toscana, og omkring en halv times kørsel i bil sydvest for Pesaro. Galleria Nazionale Delle Marche finder dui I Palazzo Ducale, benyt indgangen fra Piazza Duca Federico. Festivalen Internazionale di Musica Antica, den betydeligste renæssance- og barok-musikfestival i Italien, afholdes over 10 dage sidst i juli.
Som sagt kan jeg anbefale at du besøger Urbino på din næste kulturrejse til Italien, hvis du mangler inspiration til andre seværdigheder og byer så læs de mange indlæg om Italien her på bloggen.