Stonehenge kan stadig være det magiske, mystiske sted, det formentlig engang var tænkt som – men kun, hvis man kommer der i et hul i strømmen af turistbusser. Ingen ved, hvem der byggede Stonehenge eller hvorfor (vidtløftige teorier peget på rumvæsener, kong Arthur, troldmanden Merlin og indbyggere i fortidens sagnrige Atlantis), men det er ret sikkert, at denne betagende samling af kunstfærdigt placerede sten har været benyttet til ritualer eller ceremonier, der havde noget med solen at gøre. Disse massive trilitter – to oprette sten med en vandret overligger – blev opstillet for omkring 4000 år siden. Nogle af de opretstående sten vejer op mod 50 tons – man har anslået, at det har krævet over 1000 mand at bakse hver af dem på plads. Forskerne er uenige om, hvor stenene kom fra (nogle siger det sydlige Wales), og hvordan de nåede frem til den forblæste Salisbury-slette. I 1600-tallet var den fremherskende mening, at stencirklen på en eller anden måde havde forbindelse med de keltiske druider, og den er stadig meget udbredt, selv om det siden er bevist, at anlægget er mindst 1500 år ældre end denne præstekult fra jernalderen – sandsynligvis endda langt ældre. Eksperterne mener, det har været tanken, at stenanlægget skulle opføres i tre adskilte faser (hvoraf de to aldrig blev fuldført) og efter en plan, som har krævet kyndige bygmestre med indgående viden om astronomi, matematik og en byggeteknik, der ikke havde sin lige nogen steder i Europa på den tid. Det var muligvis tænkt bl.a. som en sol – eller månekalender; i dag tiltrækker det i tusindvis af mennesker ved sommersolhverv.
Stonehenge ligger små 40 kilometer sydvest for London. Et godt tip er at besøge Stonehenge tidlig morgen eller sen eftermiddag for at undgå det værste menneskemylder.