Skal du på kulturrejse til London og aldrig har besøgt byen før, så kan du læse om hvilke seværdigheder jeg vil anbefale du besøger, selvom det er svært at vælge, for London har seværdigheder og oplevelse nok til mange rejser.
London er kontrasternes storby – på samme tid den historiske højborg for pomp og pragtudfoldelse og det sted, hvor alt banebrydende og hypermoderne opstår. Hvor den engang var den uforanderlige hovedstad for fish-and-chips, er den i dag en munter kamæleon, der i ubemærkethed fornyr sig på strålende vis for så at vigte sig nonchalant, når den atter er i verdens søgelys.
“Den, der er træt af London, er træt af livet. For i London findes alt, hvad livet kan byde på.” – Samuel Johnson
Top topseværdigheder i London
Her kan du læse en kort beskrivelse af nogle af de mest kendte seværdigheder i London.
British Museum
Besøger man British museum og har man ikke en uge til at se de 4 km med udstillinger, skal man gå efter The Elgin Marbles (marmorskulpturer, der engang prydede Parthenon i Athen), Rosettestenen, Magna Carta (“Det Store Frihedsbrev”) og de egyptiske mumier.
Buckingham Palace
Buckingham Palace er dronningens officielle residens. Når hun er bortrejst i august og september, er dele af dette slot med sine 600 værelser (repræsentationsgemakkerne, tronsalen og malerisamlingen) åbent for offentligheden. Vagtskiftet finder sted hver anden dag kl. 11.30. Du kan læse mere om kongehuset i England og om Buckingham Palace på www.royal.gov.uk/
Hampton Court
Hampton Court et 200 ha haveanlæg og en berømt labyrint af høje hække (tricket består i at dreje til venstre, når man kommer ind). Kongeslot i 200 år: Henry 8. og fem af hans seks hustruer boede her. Dets nuværende udseende skyldes i høj grad Sir Christopher Wren. Hampton Court ligger ca. 20 km vest for London i East Molesey, Surrey. Læs mere på www.hrp.org.uk.
Hyde Park og Kensington Gardens
Hyde Park er Londons største park og var engang Henry 8.s foretrukne jagtrevir. Den smukt vedligeholdte Kensington Gardens flyder sammen med Hyde Park og støder op til Kensington Palace.
National Gallery
National Gallery er en af verdens bedste kunstsamlinger med værker af alle større europæiske skoler fra det 13. til det tidlige 20. århundrede. National Gallery finder du på den kendte plads i London Trafalgar Square, læs mere på www.nationalgallery.org.uk.
St. Paul’s Cathedral
St. Paul’s Cathedral, dette mesterværk fra 1600-tallet af Sir Christopher Wren (som er begravet i krypten) ligger i The City, Londons finanskvarter. Rundt langs den store kuppel (med en fantastisk panoramaudsigt over London) ligger Whispering Gallery – med så fin akustik, at man skal vare sin tunge. Læs mere om St. Paul’s Cathedral på www.stpauls.co.uk.
Tate Gallery
Tate Gallery , de største samlinger af britisk kunst, opdelt på to museer. Tate Britain rummer klassikerne, mens Tate Modern (med adgang ad en gangbro over Themsen) byder på kunst fra 1900 til i dag. Du kan få flere informationer om Tate Gallery på www.tate.org.uk
Tower of London
The Tower er opført af Vilhelm 1. Erobreren i 1000-tallet og rummer kronjuvelerne (bl.a. Star of Africa-diamanten på 530 karat og dronning Victorias krone, besat med omkring 3000 ædelsten, de fleste diamanter), den makabre Execution Row (hvor bl.a. Anne Boleyn mødte sin skæbne) og mange andre udstillinger. Du finder Tower of London på adressen Tower Hill, The City, London.
Victoria and Albert Museum
Victoria and Albert Museum er verdens største kunst- og kunstindustrimuseum med værker fra alle perioder og fra hele verden. Huser den største samling af italienske skulpturer uden for Italien og den bedste museumsbutik. Victoria and Albert Museum ligger på Cromwell Rd., South Kinsington i London, få flere informationer på www.vam.ac.uk.
Westminster Abbey
Westminster Abbey, denne katedral i engelsk gotik har været rammen om næsten alle kroninger siden 1066. Henry 7.s Kapel, bygget i 1503, er et af de smukkeste i Europa. Poets’ Corner rummer gravmæler og mindesmærker for Chaucer, Thomas Hardy, Tennyson, Browning og andre. Du kan læse mere om Westminster Abbey i andre indlæg her på bloggen om kulturrejser eller på www.westminster-abbey.org.
Andre seværdigheder i London
Som nævnt er der utallige seværdigheder i London at besøge og ovenstående er kun nogle få udvalgte. Her følger et par beskrivelser af andre seværdigheder og oplevelser hvis du skal på kulturrejse til Englands hovedstad.
Sir John Soane´s Museum
Hogarth-originaler hænger side om side med Piranesi-tegninger i denne eminente arkitekts charmerende kaotiske hjem fra det tidlige 1800-tal, hvor tiden står stille. Sir John Soane museum ligger på adressen Lincoln´s Inn Field.
The Wallace Collection
Denne kunstsamling blev skænket til staten af Lady Wallace i 1897 og er udstillet i grundlæggerens hjem. The Wallance Collection finder du på adressen Manchester Sq., Bloomsbury, i London.
Kew Gardens
Londons enorme, 120 ha store kongelige botaniske have kan byde på 50.000 plantearter, under tag og på friland, bl.a. verdens største samling af orkidéer. Kew Gardens ligger på adressen Richmond, Surrey, omkring 10 kilometer sydvest for London. Du kan læse mere om haver i England i andre indlæg her på bloggen om kulturrejser og om Kew Gardens på www.rbgkew.org.uk.
National Portrait Gallery
En filial af National Gallery ved siden af og rummer portrætsamlinger af berømte britiske personligheder, fra Hans Holbein d.y.´s portrætter af Henry 8. til Andy Warhols silketryk af Mick Jagger.
Regent´s Park
Den mest klassisk smukke af Londons parker med hundredvis af liggestole, der frister til solbadning, eller blot en gåtur væk fra trafikken.
En teateraften
I West End byder over 50 teatre på et af verdens bedste og mest varierede repertoirer. At gå i teatert i London er en del af kulturen og du kan læse meget mere om hvilke forestillinger der er lige nu på på www.londontheatre.co.uk
Shakespeare’s Globe Theatre
Shakespeare’s Globe Theatre, der åbnede i 1997, er en nøjagtig genskabelse af det originale elizabethanske teater fra 1599, komplet med stråtag og opsætninger, som de kunne ses i digterens levetid (men ikke alle i historiske kostumer). Royal Shakespeare Company, Storbritanniens nationale taterselskab, optræder året rundt på forskellige teatre i London.
En musikalsk aften
Du finder et kæmpe udvalg af musik oplevelser i London, og der er noget for enhver musik smag. To af de mere historiske steder er St. Martin-In-The-Fields og Royal Albert Hall.
St. Martin-In-The-Fields
St. Martin-In-The-Fields er rammen om hyppige kammerkoncerter. Her kan du opleve koncerter ved levende lys torsdag til lørdag og aftenandagt søndag i de elegante omgivelser fra det tidlige 1700-tal. St. Martin-In-The-Fields er også hjemsted for det berømte kor af samme navn, læs mere på www.stmartin-in-the-fields.org
Royal Albert Hall
Fra midt i juli til midt i september afholdes der promenadekoncerter, de såkaldte “Proms”, i den smukke Royal Albert Hall. Orkestre fra hele verden bidrager med et varieret program, men det er Last Night of the Proms, der er det helt store nummer. Royal Albert Hall ligger i South Kinsington, London, læs mere på www.royalalberthall.com
Begivenheder
Der finder mange begivenheder sted i en storby som London, her er et par af de mest kendte.
På en lørdag først i juni er Trooping The Colour, Faneparaden, den officielle fejring af dronningens fødselsdag, hvor alle dronningens heste og alle dronningens mænd sætter sig i bevægelse fra Buckingham Palace. Ønsker man pomp og pragt, er det her, det foregår.
Flere fornemme traditioner finder man ved Royal Ascot Races, der afholdes i Berkshire i juni – lige så berømte for det ekstravagante hatteshow og den kongelige families tilstedeværelse som for selve væddeløbene, 24 over en periode på fire dage. Selv de, der ikke sidder i den kongelige afdeling, er iført deres stiveste puds.
Wimbledon Lawn Tennis Championships er tennisverdens mest prestigefyldte turnering. De fleste billetter til denne begivenhed fra midt til sidst i juni er revet væk i december.
Shopping i London
Mange rejser til London alene for at shoppe, og byen byder på alle former for butikker. Her er et par udvalgte shopping steder.
- I Picadilly ligger Fortnum & Mason, verdens fornemste stormagasin med appel til det velhavende segment.
- Floris har været Londons førende parfumeri og leverandør af toiletartikler, siden det åbnede i 1730. I dag drives det af ottende generation af Florisfamilien og ligger stadig i de oprindelige, men udvidede lokaler.
- Turnbull and Asser er stedet at købe specialsyede skjorter. Både en kulturel oplevelse og et indkøbsparadis.
- Harrods er stormagasinernes dronning, hvor man hævder at sælge alt, undtagen elefanter – som man dog også kunne få engang. Den overdådige Food Hall sælger “alt til alle”, og Georgian Restaurant på fjerde sal kan tilbyde over 50 forskellige slags teer.
- Harvey Nichols, Londons mest fashionable varehus, har det bedste sted at lade op igen efter et indkøbsmaraton, nemlig i sin Café og Restaurant på femte sal og i de berømte delikatesseafdelinger.
- På Regent St. i Soho sælger Liberty husholdningsartikler og møbler i smukke art déco-omgivelser. Berømt for sine mønstrede tekstiler.
Londons Gademarkeder
Næsten hver bydel i London har sit eget marked, her er et par af de mest kendt.
- Vest for Notting Hill ligger Portobello Market er det ældste af alle lørdagsmarkeder i London. Tusindvis af boder sælger alt fra antikviteter, samlerobjekter og brugt modetøj til frugt og grøntsager. Læs mere om Portobello Road marked på www.portobelloroad.co.uk
- I Camden byder Camden Passage på et uforudsigeligt virvar, hvor bras afveksler med kvalitet. Afholdes onsdag og lørdag.
- Bermondsey Market syd for Tower Bridge er et rigtigt loppemarked, der afsøges tidligt af handlende. Afholdes hver fredag.
Kulturrejser til London
Læs meget mere om udvalgte seværdigheder til en kulturrejse til London i andre indlæg her på bloggen. Skal du arrangerer en kulturrejse til London kan du få inspiration i indlæg om Historie, Natur, Musik, Mad og meget mere. I billedgalleriet kan du se foto fra London og du kan læse beskrivelser af hoteller.