Charles Dickens var tiltrukket af sandstrandene og de barske klipper på denne ø ud for den engelske sydkyst. I dag er det mest besøgte sted Osborne House, dronning Victoria og prins Alberts højtelskede hjem, hvor de tilbragte nogle af deres lykkeligste stunder. Byggeriet blev iværksat og bekostet af Victoria i 1845, og det var her, familien kunne glemme de kongelige forpligtelser, gå lange ture og holde uformelle familiemiddage, arrangeret af parrets ni børn. Knuget af sorg over sin gemals tidlige død i 1865 bestemte Victoria, at alt skulle stå urørt som i hans sidste dage. I dag hviler deres ånd stadig over dette sted, som giver et enestående indblik i de kongeliges familieliv, fra det hyggelige sammensurium af familieminder til soveværelset, hvor dronningen døde den 22. januar 1901.
Isle of Wight er et af englændernes mest populære sommerferiemål og tiltrak bl.a. berømtheder som digteren Alfred Tennyson. Fra Tennyson Down ved kysten har digteren og alle, der er fulgt i hans fodspor, kunnet nyde den flotte udsigt til The Needles, tre klippeøer ud for kysten, stærkt udsat for Kanalens voldsomme bølger. The Down er en del af den 100 km lange vandrerute Coastal Path, der går hele øen rundt. Gå ikke glip af seværdigheden Carisbrooke Castle fra 1000-tallet inde på øen. Denne bedst bevarede normanniske borg i kongeriget byder på en fabelagtig udsigt for dem, der klatrer helt op i tårnet. En knap så begejstret besøgende, Charles 1., blev holdt fanget her af Oliver Cromwell i 1647 og afventede sin henrettelse: Hans flugtforsøg mislykkedes, da han sad fast mellem tremmerne i vinduet.
Ca. 140 kilometer sydvest for London ud for Hampshires kyst ligger Isle of Wight. Rejser du på kulturrejser på egen hånd kan du tage bilfærger og passagerkatamaraner fra Southampton, Portsmouth og Lymington hele året rundt. Osborn House ligger kun et par minutters kørsel sydøst for East Cowes. Læs mere om kulturrejser til England i andre indlæg, f.eks om Cowes Week på Isle of Wight, som er øens kendte sejlerfestival, der finder sted først i august.