Pubber og St. Patrick’s Festival i Dublin

Både i sin traditionelle og sin nyligt kosmopolitiske rolle har Dublins største fortrin altid været dens mennesker og deres musik og talegaver. Den fornøjeligste underholdning i byen er et besøg på enhver af dens omkring 1000 pubber, hvor den tykke, oliesorte “Dublin gargle” (Guinness) fortsat er nationaldrikken, og musikken næsten altid er et biprodukt. Denne bryg, der er blevet døbt “poesi i et glas” og er blevet fremstillet i Dublin siden 1769, blev tidligere markedsført med slogans som “Guinness is good for you!”, omgærdes stadig med en slags ærbødighed og har ikke meget at gøre med de produkter på flaske, man kan købe rundt omkring i verden. For at servere den helt korrekt vil en god bartender skænke den fra hanen lidt ad gangen over to-tre minutter.

Omkring midten af det blomstrende 1700-tal kunne Dublin mønstre 2000 ølstuer, 300 værtshuse og 1200 brandy-udsalg. Hvem serverer den bedste stout i dagens Dublin, hvor Guinness tegner sig for syv ud af hver ti pints øl, der drikkes? Start med en skummende pint af det, James Joyce kaldte for “Irlands vin”, i den lanterne-oplyste Brazen Head, kendt som byens ældste pub. Den opstod som kro i 1198, fik pub-bevilling i 1661 og har tilføjet enkelte nye lokaler, der måske har knap så megen karakter som de oprindelige, men til gengæld byder på levende musik.

Doheny & Nesbitt på blot 130 år er en blankpoleret victoriansk drøm i udskåret træ, ætset glas og “snugs” – små, delvist aflukkede hjørner, hvor man serverede for kvinder i gamle dage. Kun få slutter deres pubtur med samme indtryk som den syrlige forfatter Yeats, der af en ven mod sin vilje blev taget med hen på en lokal pub: “Nu har jeg set en pub. Og nu vil jeg gerne hjem.” Stakkels Yeats ville have haft det rædsomt under den tummel, der hvert år i marts fylder dublings pubber og gader, når man fejrer verdens mest berømte irske symbol.

St. Patrick

Ingen anden skikkelse, religiøs eller verdslig, levende eller død, er så tæt forbundet med Irland som landets elskede skytshelgen, St. Patrick. Han blev født i Skotland og ført til Irland som slave år 432 (og har faktisk aldrig befriet Irland for slanger, som det hedder i folketroen), og han æres og prises af både de irske trossamfund uden for landet og indbyggerne på Den Grønne Ø.

Den 17. marts er en stor dag for hver en sjæl i hver en by, men ingen steder fejres denne dag som i Dublin og dens pubber. I mange byer i USA afholder det irsk-amerikanske samfund (og alle irsk-begejstrede) store parader, men de blegner i sammenligning med Dublins: Det er en fire dage lang fest, der hele tiden fornyr sig på samme måde, som byens kunstscene har gjort det de senere år.

Optoget, der stolt marcherer ned ad O’Connell Street, er stadig den store fests højdepunkt med eksercitshold, udsmykkede fladvogne og delegationer fra hele verden.

Information om St. Patrick’s Festival i Dublin

Brazen Head: 20 Lower Bridge St. Doheny & Nesbitt: 5 Lower Baggot St. Dublin Literary pub Crawl: 2 timers underholdning med skuespillere i fire pubber; www.dublinpubcrawl.com. St. Patrick’s Festival: www.stpatricksday.ie. Fire dage omkring den 17. marts (normalt 16.-19. marts); parade den 17. marts; en mindre parade den 16. marts. Skyfest, et af Europas største fyrværkerier, finder sted den sidste aften.

Læs meget mere om kulturrejser til Dublin og andre rejsemål i Irland her på bloggen. Du finder bla. indlæg om historien, naturen og maden, samt beskrivelser af udvalgte hoteller i Dublin. I billedgalleriet kan du se foto fra forskellige områder i Irland.