De bjergrige egne inde i landet bag Costa del Sol har sin egen, rå skønhed, og de romantiske pueblos blancos, de hvide byer, ligger som håndfulde af hvidt grus i det forrevne landskab, hvor ørne og gribbe kredser højt oppe på himlen.

Ronda er den mest berømte af de hvide byer og ligger helt ude på kanten af en dyb slugt, mens andre byer hænger på klippeafsatser eller gemmer sig i bunden af en dal.

I dette område ender mange af bynavnene på ”de la Frontera”. Det betyder ”ved grænsen”, hvilket til dels forklarer deres beliggenhed.

Den grænse, der er tale om, er den gamle grænse til det mauriske Andalusien, en grænse, der bestod i næsten 800 år (711-1492), og disse små byer markerede maurernes forpost mod de kristne områder omkring al-Andalus.

Hver by er anlagt på typisk, maurisk vis – en labyrint af smalle gader og stræder under et slot, og små hvidkalkede huse med en indre, skyggefuld patio.

Bag bjergene ligger det grønne landskab med sine tern af gyldne marker med solsikker og hvede. Dette er udkanten af flodsletten omkring Guadalquivir-floden, og længere vestpå finder man den berømte sherry-trekant og den ældgamle by Jerez de la Frontera, der er hovedbyen i trekanten. Gennem landskabet går tyreruten, la ruta de toros, og i området omkring Jerez kan man se de kæmpestore kamptyre på markerne, bevogtet af mænd på hesteryg.

Præmietyre fra disse gårde er i høj kurs, og de bedste af disse udvælges til tyrefægtninger i arenaerne i Sevilla og Málaga.

Ronda

Ronda er en af Spaniens ældste byer, og måske den by, der har den mest dramatiske beliggenhed. Ronda ligger 750 m over havet på et plateau, der er delt som med et sværdhug af en dyb slugt, El Tajo. Byen ligger ca. en times kørsel fra Costa del Sol, og vejen går gennem Serranía de Rondas rå bjerglandskaber, der åbner sig mod vidtstrakte marker med solsikker.

Ronda har en farverig og romantisk fortid, og i den spanske folkehistorie associeres byen med røvere og tyrefægtere. Tyrefægterarenaen i Ronda er en af de ældste i Spanien, og den store matador Pedro Romero levede, kæmpede og døde her. Røverbander huserede i bjergene, hvor de udplyndrede rige turister på vej til Ronda på deres Grand Tour i Europa. Også i dette århundrede har Ronda fascineret forfattere og tyrefægter-entusiaster fra hele verden. Ernest Hemingway skrev to bøger, hvor handlingen var henlagt til Ronda: Hvem ringer klokkerne for og Døden kommer om eftermiddagen. Skuespilleren Orson Welles ligger begravet i byen.

Ronda blev grundlagt i den mauriske periode, hvor den var et vigtigt, kulturelt centrum i al-Andalus, rigt udsmykket med paladser og moskéer. Maurerne holdt stand mod de kristne indtil 1485, kun syv år før generobringen var tilendebragt med Granadas overgivelse. På de tider eksisterede kun bydelen La Ciudad syd for slugten. Efter den kristne generobring skød en ny bydel op, El Mercadillo, da indbyggerne i La Ciudad var så skattetyngede, at de var nødt til at opføre et nyt kvarter.

Hovedvejen fra kysten fører ind i byen gennem to ældgamle byporte, den mauriske Puerta de Almocábar, som i det 13. årh. var hovedindgangen til slottet, og renæssancetårnet fra det 16. årh., der er bygget af Karl 5. Meget af den mauriske bystruktur eksisterer stadig – der er et virvar af smalle gader med hvidkalkede huse og statelige renæssancebygninger hist og her. Kirken Santa María la Mayor på Plaza Doquesa de Parcent var i det 13. årh. byens moské, der senere blev omdannet til katolsk kirke, og man byggede et klokketårn oven på den gamle minaret. Inde i kirken kan man stadig se rester af arabiske inskriptioner. San Sebastián-minareten ikke langt derfra er alt, hvad der er tilbage af den anden moské fra det 14. årh.

Palacio de Mondragón

Dette palads, der ligger ved Plaza Mondragón i det mauriske kvarter, blev bygget af kong Abomelic af Ronda i 1314, og her boede de efterfølgende mauriske herskere, før Fernando og Isabel, Det katolske Kongepar, ombyggede det til eget brug efter generobringen.

Noget af den originale stuk og de kulørte mosaikker kan stadig ses rundt om den store patio med hesteskobuerne. Tagterrassen har udsigt over de vidtstrakte sletter. Åbent mandag-fredag 10.00-19.00, lørdag, søndag og helligdage 10.00-15.00. Tlf 95 287 8450.

La Casa del ReyMoro

Dette palads fra det 18. årh. med udsigt over slugten fra Calle Santo Domingo har aldrig huset en maurisk konge, som navnet kunne antyde, men det er bygget på fundamentet af et maurisk hus. Huset er ikke åbent for offentligheden, men det har en interessant historie: En underjordisk trappe fra det 14. årh., la mina (minen), førere fra haven til floden, der gennemskærer slugten. Under belejringer satte man kristne slaver i en lang række, så de kunne række spande med vand op ad stentrappen.

Palacio del Marqués de Salvatierra

Dette renæssancehus, der ligger i samme gade, er åbent for offentligheden hver dag med undtagelse af de perioder, hvor Salvatierra-familien opholder sig i huset. Udskårne figurer af Inca-indianere ved indgangen viser, hvordan folk udsmykkede deres huse i den periode, hvor Den Nye Verden blev opdaget.

El Tajo-slugten

Tre broer fører over El Tajo. Puente de San Miguel er et originalt, maurisk bygningsværk, hvorfra man ser ned på de velbevarede arabiske bade fra 13. årh. Ved siden af ligger Puente Viejo, der blev bygget i 1616. Den nye bro, Puente Nuevo, er bygget i 1788, og har en dramatisk udsigt over slugten og sletterne bag den. Et af dens ofre var arkitekten selv, der styrtede i døden, fordi han greb ud efter sin hat, da den blæste af. Foruden de utallige selvmord tæller dødsofrene adskillige republikanske sympatisører, der under borgerkrigen blev kastet i slugten af Francos tropper, og i det 18. årh. blev heste, der var blevet såret i arenaen, kastet ud fra klippen.

Plaza de Toros

Tyrefægterarenaen, der ligger på Plaza de Espana i Mercadillo-kvarteret er en af de ældste og mest elskede i Spanien. Arenaen er opført i 1785, og her udviklede Pedro Romero, der betragtes som den moderne tyrefægtnings fader, den elegante stil, hvor tyre bekæmpes til fods i stedet for fra hesteryg. Denne stil lever den dag i dag. Goya malede Romero og hans kolleger, og til ære for disse mænd afholdes der hvert år en særlig festival i begyndelsen af september, goyesca, hvor kun de bedste matadorer giver opvisning. Klædt i fornemme kostumer fra det 18. årh., og kun de bedste tyre føres i arenaen. Inden for murene ligger museet Museo Taurino, der rummer genstande og plakater med tilknytning til miljøet, bl.a. plakaten for den første corrida i arenaen. Åbent 10.00-18.00 (vinter), 10.00-20.00 (sommer). Tlf. 95 287 4132.

Nord for arenaen ligger en skyggefuld park, Alameda del Tajo, med to udsigtspunkter på toppen af klippen, hvorfra der er en milevid udsigt over landskabet og sletten.