Koh Samui er Thailands næststørste ø efter Phuket og har godt og vel 50.000 indbyggere. Øens erhvervsliv er baseret på eksport af kokosnødder og gummi samt på turistindustrien. Koh Samui tiltrækker omkring 1,5 millioner turister hvert år.
Der er sandsynligvis boet mennesker på øen i de sidste 1500 år, men indtil slutningen af det 20. århundrede var øen et isoleret samfund uden ret megen kontakt med det øvrige Thailand. De første veje blev bygget i 1970’erne, så inden da kunne en rejse på 15 kilometer fra den ene ende af øen til den anden og igennem tæt jungle sagtens tage en hel dag. De vestlige og sydlige strande er forholdsvis ubebyggede. Lokaladministrationen vedtog på et tidspunkt, at ingen bygninger måtte være højere end kokospalmerne, så øen fremstår som en rigtig bounty-ø. Koh Samui er omgivet af omkring 60 andre øer, som tilsammen med Koh Samui udgør Ang Thong Marine nationalpark.
Midt på øen ligger Khao Pom-bjerget, der er 635 meter højt og dækket af uigennemtrængelig jungle. Øens bosættelser bindes sammen af en 51 kilometer lang vej, der går øen rundt. Hovedbyen og den største havn er Nathon på den nordvestlige side af øen. Her kan du tage både til andre øer eller gå hen og se de gamle, kinesiske butikker på byens hovedstrøg.
Koh Samuis dejlige strande er næsten små bysamfund i sig selv på grund af det store antal hoteller, restauranter og natklubber, der er bygget indenfor de seneste år. Turistindustrien har udover en voldsom vækst i lokalområdets økonomi også medført, at der er gode internetforbindelser på øen. Det betyder, at der nu etableres IT-baserede virksomheder på øen. Øen har også fået en god lufthavn med forbindelser til både Bangkok, Kuala Lumpur og Singapore. Du kan også tage med færgen fra fastlandet til Nathon, hvorfra der er busforbindelser til andre dele af øen. Mange lokale har tjent godt på at sælge jord til thai-kinesere fra Bangkok. I dag er der masser af luksushoteller, bungalows og private villaer på Koh Samui. Faktisk er Koh Samui Thailands andet største ressort-område efter Bangkok.
På Koh Samui er der flere festivaler med spændende aktiviteter, f.eks. tyrefægtning i forbindelse med det thailandske nytår, kunstudstillinger, Samui Regatta og en årlig triathlon-konkurrence med deltagere fra hele verden. Koh Samui ligger sydligt, så de lokale retter er mere krydrede og stærkt inspireret af det malaysiske, indonesiske og indiske køkken.