Etruskerne kendte øen som Ilva, der betød jern, og grækerne kaldte den Aethalia, der betød Sode-øen. Elba har udnyttet sin mineralske rigdom i mere end 3000 år. De europæiske stormagter har altid haft interesse i Elbas strategiske beliggenhed og øen har lidt under angreb af romere, pisanere og genovesere, efterfulgt af spanske, tyrkiske og franske invasioner. Læs her mere om den spændende og mystiske toscanske ø, som kun få skandinavere kender.

Cosimopolis

I 1548 befæstede hertug Cosimo 1. hovedstaden og kaldte den ”Cosimopolis” efter ham selv. Hans store militære arkitekt, Giovanni Camerini, tegnede det stjerneformede forsvarssystem og de to forter, Forte della Stella og Forte Falcone.

I sporene på Napoleon

Portoferraio er knyttet til en anden kendt imperialist, Napoleon. Han havde sin officielle bolig i to ombyggede vindmøller oven for det charmerende Forte della Stella. Efter Wienerkongressen i 1814 blev Elba et fyrstedømme under den faldne kejser.

Napoleons ”store kejserrige” indskrænkede sig til hans trofaste ”gamle garde”, hans pragmatiske mor og hans libertiner-søster Pauline. De fleste elbanere var stolte over at have ham til at forbedre administrationen, bygge nye veje, udvikle minedriften på øen og udvide øens flåde. Men de udenlandske kommissærer frygtede med rette, at ”Ørnen” igen ville slå vingerne ud og efter ni måneder forlod Napoleon Elba med elbanernes hjælp. Han flygtede med 1000 hengivne elbanere, søsterens diamanthalsbånd og moderens korte velsignelse ”gå og fuldend din skæbne”.

Hans Palazzina dei Mulini var fyldt med sølv og bøger fra Fontainebleau og møbler fra Elsas hus i Piombino. Det mest charmerende er tidens møbler og de italienske haver. Hans hus på landet, Villa San Martino, beliggende mellem skov og vinmarker, blev købt for en af Paulines små diamanthalskæder.

Der er en smuk have med egetræer og terrasse-vinmarker. Misericordia-kirken fra 1600-tallet viser en af Napoleons bronzedødsmasker og en requiem-messe holdes hvert år for ham den femte maj. Napoleon plejede at sige ”når jeg dør, vil verden ånde lettet op”, en følelse som ikke deles af indbyggerne på Elba.

En spændende undergrund

Øst for Portoferraio ligger Elbas jern-hjerte. De fleste mineralforekomster er koncentreret omkring Rio Marina, hvor åbne værksteder med juvelerer stadig eksisterer. På grund af bakkerne, som er rige på jernoxid, har hele landsbyen og 1500-tals tårnet San Rocco en blegrød farve. På Museo Mineralogico kan man se mere end 700 forskellige mineraler.

Den indlandske Rio Nell’Elba er en særpræget landsby beliggende på et par klippeafsatser på en øde bjergskråning. At landsbyen tilsyneladende er overset af besøgende, skyldes måske forhold som går helt tilbage til tiden, hvor Barbarossas pirater ødelagde byen og gjorde hele befolkningen til slaver.

Mange af de klippefyldte strande er rene mineral-skatte. Fra Rio til den nordvestlige Cavo går vejen gennem skov og højmose. Der er masser af naturstier i dette område og de går gennem områder med lyng og vilde blomster.

Populære strande på Elba

Den smukke køretur vestpå fra Portoferraio mod Marciana Marina fører forbi flere populære strande, bl.a. Le Ghiaie, som er kendt for sine farverige småsten og La Biodola, der betragtes som den mest elegante strand på øen. Her kan man se rækker af strandstole med velstående florentinere iført Valentino-badedragter. Ved la Biodola og ved Procchio, en mere folkelig strand, er vandet fantastisk krystalklart og utroligt lækkert til en lille dukkert.

Mellem Procchio go Marciana Marina finder man ”La Paolina”, en klippe opkaldt efter Napoleons søster, der havde en lidenskabelig lyst til nudisme til stor forargelse for de lokale. Marciana Marina er gradvis forvandlet fra fiskerby til en elegant kystby. Beliggende blandt magnolier, palmer og nerier for enden af en lang dal, ser feriestedet ud som et rent postkort motiv. De små pastelfarvede huse i det gamle kvarter minder om husene på rivieraen i Liguria.

Marciana Alta, der ligger ovenover La Paolina, er øens bedst bevarede middelalderby. Kastanjeskoven omkranser de røde hustage, snævre gader og den pisanske fæstning. Det lokale ”Antiquarium” viser hellige etruskiske genstande samt romerske lamper og elenfbenstatuer fundet i vrag som er sunket ud for Elbas kyst gennem tiderne.

Fra Marciana fører en svævebane over ujævne klipper til toppen af Monte Capanne. Selv på sommerens varmeste dag er dette skovklædte bjerg altid roligt og køligt på grund af brisen fra havet. Varme kilder og gamle eremithuler findes her i nærheden af hinanden. Afhængigt af årstiden er store naturlige bede med orkideer, løvemund og helianthemum lige så almindelige, som ceder og kastanjetræer er det højere oppe på bjerget. Selv kystbevoksningen er mere eksotisk end mod øst; eukalyptus og magnolia er mere almindelig end vin og groft krat.

Historie og flora på Elba

Fra Marciana op til Marina di Campo fører motorvejen forbi den forsømte landsby Poggio til Monte Perone, et naturreservat bag Marina med vinmarker og sletter. Med sin udstrakte gyldne sandstrand er Marina et lidt billigt og larmende feriested nær lufthavnen.

Men der findes to støvede middelalderlandsbyer i de nærliggende bjerge. Befæstet af pisanere i 1100-tallet har San Ilario og San Piero in Campo romanske kirker og eremitager. En god bid panzanella eller crostone blæser med lethed spindelvævene væk.

Capolivieri er en traditionel indlands-landsby med romerske og middelalderlige spor og byen har en dramatisk beliggenhed på det sydlige forbjerg. Gemt i Monte Calamita jernbjerget ligger denne gamle mineby. De sorte jernmagnetsten forstyrrer stadig kompasser på de forbipasserende skibe, men området er ideelt til fremstillingen af den søde røde Aleatico, Napoleons yndlingsvin.

Capolivieri, der ofte var uafhængig, var den eneste landsby, der turde afvise Napoleon i 1814. Legenderne fortæller, at kun assistance fra en lokal skønhed reddede landsbyen. Men den blev snart indlemmet i Napoleons jagtområde og er stadig kendt for sin lerdueskydning, som erstatter jagten på duer, skovsnepper og harer.

Bakkerne er dækket med lyng og enebær og duften af timian og rosmarin findes overalt. Vejene, der fra bakkerne fører ned til havet, bliver ofte til hjulspor, men det er umagen værd at følge dem, med mindre de er markeret som strada privata. De fører ofte ned til nogle af de smukkeste strande på Elba og her kan man sommetider nyde en hel dag på stranden helt uforstyrret. Innamorata er en sandet vig med tilknytning til legenden om en nymfe og en fisker. Nymfen der troede, at hendes elsker var druknet under et forlis, druknede sig selv. Han overlevede og bad guderne om at forvandle sig til en måge, så han kunne opsøge hende.

Fra landsbyen er der udsigt til øerne Pianosa, Montecristo, Gorgona og Capraia. De utilgængelige øer Pianosa og Gorgona er nu forladte fængsler, mens Montecristo er et naturreservat. Capraia er et mini-Elba, dog uden dens historie og arkitektur.

I nærheden af Capolivieri ligger også den charmerende Porto Azzurro, hovedbyen ved kysten og engang en del af det spanske protektorat. Det store Forte Longone, bygget i 1603 som spansk flådebase, har været et topsikret fængsel. Forte Focardo, søsterfortet på den anden side af bugten, består af en lang række utilgængelige fæstningsværker.

Mad og drikke på Elba

Om dagen er havnen en uinspirerende strandpromenade med grimme sidegader. Om aftenen er den stedet for afslappet passeggiata eller designer-shopping. Det er også stedet for alt godt fra havet. En acciucco med blæksprutter, hummer, små hajer og rejer. Riso nero, sorte ris med små blæksprutter, måske fulgt af schiaccia briaca, ”dranker-kagen”, lavet med hasselnødder og Aleatico-vin.

Hertil kan man vælge at smage en af øens karakteristiske vine. En tør Elba Bianco, en sød Moscato, en berusende hvidvin eller en Elba Rosso, der godt kan konkurrere med Chianti. Vinenes særprægede duft skyldes jern, fosfor, arsenik og den naturlige radioaktivitet i den frugtbare jord. Efter et passende kvantum Elba-vin vil de fleste nok mene, at Porto Azzurro er en dejlig, lille havn med lys, munter travlhed og hyggelige både.

Det mystiske Elba

Bag Porto Azzurro ligger øens mest mystiske sted, det afsidesliggende kloster Madonna di Monserrato. Det blev bygget i Toledo-stil af en spansk guvernør, Ponce de Leon i 1606. En stejl, klippefyldt sti fører højt op ad bjerget til en smuk rød kirke, som ligger mellem de ujævne klipper. På trods af bjerggederne, der springer rundt på de mest umulige klippeafsatser, har stedet en vis højtidelighed. Der er meget få besøgende og den eneste lyd der høres, er fra vandet, der risler stille.

Den spanske facade og klokketårnet har en pendant inde i kirken i den Sorte Madonna, som er en kopi af et tidligt spansk maleri. Hvert år i september fejrer et Elba-pilgrimstog Festa della Madonna med en lang tur forbi kløfter og afsides grotter op til kirken. Ved højens fod ligger en rustik restaurant med en atmosfære så afslappet som en Elba-søndag.

Elba er rig på mineraler

Øen Elba var frem til anden halvdel af 1800-tallet kendt som et mineralogisk paradis, og øen rummer stadig adskillige vigtige mineraler såsom hæmatit, pyrit og turmalin. Mange af de mineraler, der findes på øen, er jernholdige, f.eks. sort magnetsten, gul pyrit og sort-røde ”ilvaiter”.

Der er også dyrere sten som grøn kvarts, sort onyks og bleggrøn akvamarin. Det korrekte navn for de fleste turmalinsten er faktisk ”elbait”, opkaldt efter øen, hvor det blev fundet for mange år siden.

Videnskabeligt set er elbait klassificeret som ”litium turmalin” for at adskille det fra turmaliner med andre kemiske sammensætninger. Store krystaller af smykketurmalin findes i flere forskellige farver, men den type, som findes på Elba, er den lyserøde-grønne slags, og det er en af de mest eftertragtede farvekombinationer.

Rio Marina på Elbas østkyst er stedet, hvor næsten al mineaktivitet finder sted i dag. Museo Mineralogica udstiller ikke blot lokale fund, men forklarer også øens geologi.

Der findes også en stor samling mineraler fra Elba med over 6.000 sten i Firenzes naturhistoriske museum. Smithsonian Institue i USA har også turmaliner i sin smykkesten- og mineralsamling, der er en del af ”National Museum of Natural History”.