Portmeirion i Wales, en mands drøm om Italien

Besøg en italiensk by på en kulturrejse til Wales!

På en skovbevokset skråning på sin egen lille halvø med romantisk udsyn til sand, hav og bjerge ligger den lillebitte by Portmeiron, der mere vækker mindelser om Syditalien end om Nordwales. Den walisiske arkitekt Sir Clough Williams-Ellis byggede – efter sigende inspireret af en rejse til Portofino – lidt efter lidt dette forunderlige tosseri af en by i italiensk stil fra 1925 til dens fuldførelse i 1975 på hans 90 års fødselsdag. Selv om denne lille bys atmosfære overvejende er middelhavsinspireret (hen ad kampaniler, piazzaer, springvand og overdækkede loggiaer), spænder dens mere diskrete arkitektoniske baggrund fra det asiatiske til det traditionelt engelske i Sir Cloughs operetteversion.

Hotel Portmeirion

Nede ved havet på afstand af nysgerrige endagsturister ligger Hotel Portmeirion, et af arkitektens tidlige værker. Det blev indviet i 1926 og genopstod i 1990 efter en større brand, lige så overdådigt, som det fra begyndelsen var tænkt. Det er kendt for sit dristige interiør, både overlæsset og uformelt og noget af en skatkiste: Værelserne kan være indrettet på indisk – eller victoriansk walisisk – manér. Nogle gæster finder det forunderligt eskapistisk (Noël Coward fandt inspiration under et ophold her til at skrive Blithe Sprit (på dansk min kone spøger), hans mest æteriske lystspil); for andre er det lidt ligesom at besøge en excentrisk gammel tante.

Information

Portmeirion ligger kun ca. 15 kilometer syd for Snowdonia ved kyste. Hotel Portmeirion kan du læse mere om på www.portmeirion.com. Maj til september er det bedste tidspunkt at rejse til dette område af Wales, og her finder du også det bedste vejr. Af andre seværdigheder kan bla. nævnes Portmeirions antikvitetsmarked som normalt finder sted 1. weekend i marts og november.

Læs mere om kulturrejser til Wales i de mange indlæg her på bloggen om kultur. Du finder også indlæg om udvalgte hoteller i Wales med foto og links.