Det dramatiske landskab på Hebriderne (“øerne på kanten af havet”), skabt af jordskælv, vulkaner og vigende gletsjere, overgås kun af den flydende herregårdsluksus om bord på Hebridean Princess. Dette romantiske femstjernede fartøj, der kun modtager 50 meget forkælede passagerer (og en besætning på 38 mand), sejler rundt mellem øgruppens 500 øer, stadig forholdsvis uspolerede af turisme, ud for Skotlands vestkyst. Der er en atmosfære af aftenselskab med uhyre respektable gæster, der slapper af i de smukke chintzdraperede kahytter (nogle med private balkoner), indtager udsøgte middage med bl.a. røget laks og champagne (med 18 forskellige slags skotsk whisky at vælge imellem) og tager på daglige besøg i fjerne byer ved øde søer. Små både bringer passagererne i land ved gamle destillerier til en “wee dram”, en forfriskende tur på skibets cykler eller oplivende vandreture gennem naturreservater uden en sjæl at se i miles omkreds. Dagen kan byde på besøg ved et længst forladt slot på toppen af et ensomt forbjerg eller måske blot små eftermiddagsture på øde strande eller indkøb i antikvitetsforretninger i en søvnig lille havneby.
Rum, Mull, Colonsay, Staffa, Barra, Lewis – for dem, der ikke er fortrolige med Hebridernes storladne, undertiden dystre og ofte lidt uhyggelige natur, er arrangementet “Hebridean Sampler” en fornøjelig oplevelse, lige fra det øjeblik, hvor gæsterne bydes velkommen med sækkepibemusik, og til de vuggende toner af Mendelssohns majestætiske koncertouverture “Hebriderne”, der varmer passagererne i solnedgangen unde tæpperne i dækstolene.
Du finder de fleste afgange fra Oban som ligger ca. 150 kilometer nordvest for Glasgow, og 200 km nordvest for Edinburgh. Der fines flere forskellige krydstogter som besøger Hebriderne, Højlandet og dets bagland og Irland. Du kan sejle på krydstogter fra marts til starten af november. Læs mere om kulturrejser Skotland i de mange indlæg her på kultur bloggen og få inspiration til din ferie.