Firenze er en guldgrube for den kulturelt interesserede, og byen bør stå eget højt på listen for enhver, der agter sig til Italien på en kulturrejse. I denne artikel sætter vi fokus på det religiøse centrum i Firenze og specielt på byens berømte domkirke.  Du kan også læse spændende beretninger om to store florentinske kunstneres berøring med domkirken, nemlig Dante og Michelangelo.

Det er karakteristisk for florentinerne, at hovedgaden, der forbinder byens to største seværdigheder, Palazzo Vecchio og Domkirken, ikke har noget imponerende navn. Gaden er stadig kendt som Via de Calzaiuoli, strømpeforretningernes gade, idet branchens håndværkere og handelsmænd var koncentreret her. Langs gaden ligger der stadig mange strømpe- og skoforretninger. Håndværkerlavene var også koncentreret i dette område. På gadens venstre side ligger Orsanmichele, lavenes kirke, der oprindelig var et kornmarked. Dens facade er et kunstgalleri i fri luft. Hvert håndværkerlav lod en kunstmaler male det stykke af facaden, som var blevet dem tildelt.

Domkirken er kæmpestor og kan rumme op til 20.000 mennesker. Den syner dog endnu større på grund af den forholdsvis lille plads, den står på, og med de smalle gader, der fører hertil. Fra pladsen kan man ingen steder se Domkirken i sin helhed.

Trods den dominerende Domkirke bevarer det lille Dåbskapel, Battistero, foran kirken sin personlighed. Florentinerne nærer en sand ærbødighed for byens ældste bygning. Den blev bygget – eller måske rekonstrueret af en bygning fra 600-tallet – mellem 1060 og 1120 og blev anvendt som byens domkirke, indtil den nye blev bygget i 1228.

Dante næsten druknede

Dante var en af de fremtrædende florentinere, som blev døbt her. Han næsten druknede i den store døbefont, og det rige uld-lav Calimala hældte strømme af penge i kirkens interiør, især i de prægtige venetianske mosaikker, der dekorerer det indvendige af kuplen. Calimala gjorde sig også bemærket ved at bestille de tre store bronzedøre. Andrea Pisano fik pålagt opgaven at lave syddøren, mens Lorenzo Ghiberti blev bedt om at lave de to andre. Det er ikke til at tage fejl af dem (dørene mod øst over for domkirken), for folk står altid i kø for at se dem. Det tog Ghiberti 27 år at skabe dem. Michelangelo beskrev dem som ”Paradis-portene”. De nuværende paneler er imidlertid kopier, og de oprindelige paneler findes i Museo dell’Opera del duomo.

Utrolig præcision

De to døre er delt i 10 felter. Hvert felt illustrerer en scene fra det Gamle Testamente. I felterne er der hoveder, der forestiller sibyller og profeterne. For at få en idé om Ghibertis utrolige præcision og detaljerigdom skal man iagttage hans selvportræt på midten af den venstre dørs højre side. Det er kun få centimeter højt; alligevel ser man et portræt af en lille, skaldet mand, som med et blik af visdom ser ind i vores verden.

Det tog florentinerne 400 år at beslutte, hvordan vestfacaden, lige over for Dåbskapellet, på S. Maria del Fiore, som er Domkirkens egentlige navn, skulle se ud. Byens fædre og mange kunstnere kom med utallige forslag, men aldrig med et, der tilfredsstillede alle. Da den første Medici-pave, Leo 10., besøgte sin fødeby, rejste man en papfacade. Den nuværende facade blev tegnet i 1887 og blev udsat for uundgåelig kritik.

Efter farverne og den udvendige pragt på S. Maria del Fiore kan kirken indeni virke skuffende. En del af kunstskattene er blevet flyttet til Museo dell’Opera del Duomo på pladsens vestlige side. Farverne inde i kirken er med tiden blevet falmede. De vækkes kun til live i forbindelse med religiøse festligheder, når søjler og vægge pyntes med røde bannere.

Kunstskatte

Den relative mangel på arkitektoniske detaljer giver øjet mulighed for at opfatte de resterende kunstskatte, der belyser byens historie. På venstre væg, lige efter indgangen, ses to store vægmalerier af soldater. Det til højre viser John Hawkwood, en engelsk lejesoldat, condottiero, som blev byens general i 1375. Der skulle oprindelig have været udført et monument for ham, men Signoriaens sparsommelighed førte til denne veludførte imitation – udført med chiaroscuro teknikken, der giver en tredimensional effekt, og malet af Paolo Uccello i 1436.

Længere fremme i samme kirkeskib hænger det berømte maleri Dante deklamerer Den guddommelige Komedie af Michelino da Besozzo. På Dantes højre side kan man se Helvedet og Skærsilden, men i venstre side af maleriet har man en udsigt over byens større monumenter. I mange år var det skik at oplæse Komedien her i kirken under fasten, og det ville sikkert have fornøjet Dante. Maleriet blev bestilt i 1465 til minde om hans dødsdag.

Domkirkens største skat

Domkirkens største skat er Michelangelos Pietá, som nu befinder sig i Museo. Michelangelo påbegyndte den til sit eget gravmæle i 1550, men blev aldrig færdig. Den er helt anderledes end den anden og mere kendte Pietá, der findes i Peterskirken i Rom, og som udstråler en rolig resignation. Denne Pietá gengiver dødens totale resignation.

I det nærliggende Nuova Sacrestia skjulte Lorens den Prægtige sig påskesøndags morgen i 1478, da de sammensvorne Pazzi dræbte hans bror Giuliano under højmessen og sårede ham selv. Selv om man ikke kan gå inde i det ny sakristi, kan man se kunstværkerne (inklusive et Lucca della Robbia terrakottarelief) gennem glasdøre.

Hvis man har tid og ikke lider af højdeskræk, kan man tage turen op til domkirkens kuppel. Trappen er meget smal og balustraden lav, men kun herfra kan man beundre Brunelleschis geniale byggeteknik. Kuplens indre skulle oprindelig dekoreres med en mosaik, der kunne fremhæve dens majestætiske ophøjethed, men i stedet blev den dækket med tunge allegorier af Vasari, som reducerer dens visuelle s tørrelse. Kuplen blev færdigrestaureret i 1994.

Øst for domkirken, på Via dell’Oriuolo, ligger det interessante Museo di Firenze com’era. En af de mest spændende genstande her er en kopi af 1800-tals-træudskæringen Pianta della Caatena lavet omkring 1470, som viser et tidligt vue over byen.