Pistoia i Toscana – en overset kulturperle

Pistoia er både den mindste provins i Toscana og den by, som er provinshovedstad i selvsamme provins. Provinsen Pistoia består dels af en frodig slette, dels af de toscanske Appennier, hvor man finder Abetone en times bilkørsel fra selve Pistoia by. Hverken byen eller provinsen Pistoia er kendt af mange danskere, hvilket vi nu vil forsøge at rette op på. 

Upåvirket af turisme

Foruden provins-hovedstaden Pistoia byder provinsen på en anden interessant og stor by, nemlig Pescia, dejligt beliggende på Valdinevoles slette og berømt for sin blomsterdyrkning. Provinsen Pistoia er også kendt for sine jernbane-konstruktioner, broderier, møbel- og skoproduktion. Her findes også Montecatini Terme, en kurbadeby af internationalt format.

Mange, der besøger denne del af Toscana, kører lige forbi provinshovedstaden Pistoia og det er faktisk ærgerligt, for i byen Pistoia er der mulighed for at opleve en livlig by, der ikke er påvirket af turisme. Foruden bare at nyde livet og de lokale, så byder byen også på en del spændende seværdigheder, som du kan læse mere om her.

Gør et stop i Pistoia by og oplev det rigtige Toscana

Pistoia har ca. 100.000 indbyggere og ligger kun 37 km fra Firenze, og bliver derfor ofte uden grund overset. Byen har et historisk centrum, effektive industrikvarterer og gode hoteller, hyggeligt beliggende i de middelalderlige gader. Endvidere er her gode restauranter og elegante butikker, så byen er et godt og attraktivt sted at bo. Bor man på et hotel i centrum, skal man sikre sig tilladelse til at parkere bilen for at undgå problemer. Ellers kan man blive nødt til at parkere uden for byen, godt 10 minutters gang fra centrum.

Beboerne i Pistoia er meget stolte af deres mange historiske monumenter og kirker, og her er meget lidt af det turistræs, der karakteriserer andre byer i regionen. Der er flotte, pompøse butikker ligesom i f.eks. Firenze og Lucca, og biltrafikken kan sagtens konkurrere med de øvrige italienske byer. Men når tusmørket falder på, genvinder de svagt oplyste gader i Pistoia deres ægte, middelalderlige stemning. Kirkeklokkerne ringer, franciskanermunke vandrer i gaderne i deres let genkendelige brune kutter og rebbælter, mens brostenene foran butikkerne fyldes med udsalgsvarer, som det var skik i middelalderen.

Romersk by

Pistoia var oprindelig en romersk by, der opstod som skifte-post langs Via Cassia, men den blev totalt ødelagt i år 400 af longobarderne. Den blomstrede som et vigtigt bankcenter i middelalderen, og fra den tid stammer også den vigtigste arkitektur. Byen led under krigen mellem Firenze og Lucca og kom under Firenzes herredømme. Ordet ”pistol” synes at have sin oprindelse her i Pistoia. Den siges at være opkaldt efter dolken – kendt som pistolese – som de lokale soldater bar på sig.

Seværdigheder i Pistoia og omegn

Den imponerende, trapezformede bymur med bastioner og fire porte blev bygget af familien Medici i 1400-tallet, og omgiver stadig byens inderste kerne. Den centrale Piazza del Duomo er spærret for biltrafik og når den ikke er fyldt med travle torveboder, er det et ideelt sted til i fred og ro at opregne Pistoias rigdomme, udstyret med et bykort fra turistkontoret i Palazzo dei Vescovi, der ligger på selve pladsen.

Domkirken

Domkirken San Zeno er oprindeligt fra 500-tallet, men blev ombygget i romansk stil i 1100-tallet, hvor den blev prydet med en vældig facade med grønne og hvide marmorstriber. En marmorsøjlegang blev tilføjet senere og dekoreret med et udsøgt blåt og hvidt basrelief af Andrea della Robbia. Indvendig er der mange middelalderlige fresker og renæssancemalerier, samt digteren Cino da Pistoias gravmæle.

Flottest af alt er nok det massive sølvalter i San Jacopos kapel. Det er gennem mere end to århundreder blevet udsmykket med relieffer og statuer af mange forskellige kunstnere med Brunelleschi i spidsen. Det er et uvurderligt kunstværk, men desværre er kapellet som regel lukket. Man skal spørge kirketjenere om lov til at se nærmere på sølvaltret. Ved siden af San Jacopos kapel, over turistkontoret, ligger Domkirkemuseet.

Sublimt klokketårn

Tæt ved domkirken rejser det sublime Campanile klokketårn sig. Oprindelig var det et vagttårn, som man senere udvidede med tre rækker grønne og hvide pisa-buer, der er en kopi af Duomos facade. Lige overfor ligger det ottekantede Battistero dåbskapel af San Giovanni in Corte, udført af Andrea Pisano. Battistero har et vidunderligt stenloft og en stor døbefont sammensat af mangefarvet marmor, som begge for nyligt er blevet restaureret.

Pladsen fuldstændiggøres af en række skønne renæssancepaladser, som Palazzo del Podestá, der stadig fungerer som byret. På modsatte side ligger Palazzo del Comune bygget i 1200- og 1300-tallet med en harmonisk facade af buer, fint pyntet med spidse vinduer og prydet med det allestedsnærværende Medici-våben samt et marmorhoved.

Indvendig er der en gård og en bred trappe, samt skulpturer udført af den berømte kunstner Marino Marini. Mange af værkerne skildrer riddere og heste, som var hans yndlingsmotiver, bl.a. Miracolo del Cavaliere fra 1953, som står ved foden af trappen.

Imponerende kunstsamling

På første og anden sal findes en imponerende kunstsamling i det nye Museo Civico, der bl.a. rummer et enestående maleri af den hellige Frans fra 1200-tallet, en række altertavler fra Pistoias kirker fra 1400-tallet og mange skønne, flerfarvede træskulpturer fra 1400-tallet, bl.a. Angelo af Francesco di Valdambrino. Museet indeholder også en smuk træskulptur af Madonna col Bambino fra 1500-tallet og mange værker af gode senere kunstnere.

Nord for Piazza Duomo, på Piazza Giovanni 12, ligger der berømte Ospedale del Ceppo opkaldt efter de udhulede træstubbe, ceppi, hvori der indsamledes almisser til de fattige. Det blev bygget i 1200-1300-tallet og fungerer stadig som hospital. Over hospitalets arkadedækkede front ser man Andrea og Giovanni della Robbias fantastiske terrakotta-frise, hvori skønne farver gengiver de Syv Barmhjertighedsgerninger: Gode borgere der giver mad til de fattige, trøster fanger og syge, vasker fødder på støvede pilgrimme og hjælper de døende. Figurerne er realistiske og endda humoristisk skildret trods alvoren i de situationer, de fortæller.

Kirker i Pistoia

Pistoia har et stort antal kirker. Mange har stor, arkitektonisk interesse, og nogle indeholder store kunstværker – ikke mindst Pisanos prædikestole, som er byens stolthed. Enkelte kirker er forsømte eller under restaurering, Nogle er lukket, og andre er så dårligt belyste, at det næsten er umuligt at se noget som helst. En del kirker er blevet ombygget og udsmykket i en sådan grad, at det mest interessante ved dem er at sammenligne de mangfoldige stilarter og forskellige århundreders smag.

De fleste kirker ligger kun en kort spadseretur fra hinanden, og på en formiddag kan man besøge et godt udvalg af dem. Husk at de fleste kirker er lukket mellem kl. 12 og 15. Man kan også nøjes med bare at smutte ind i de kirker, man tilfældigt kommer forbi, som et kort pusterum fra trafikken og de travle gader.

Berømte prædikestole

Sant’Andrea på Via Sant’Andrea er flankeret af et kæmpestort pinjetræ. Kirken har en facade med arkader og relieffer over hovedindgangen. Indvendig er der et elegant malet træloft og smalle kirkeskibe, der dog er udmærket belyst fra et øvre lysgalleri. Her finder man en af de berømte prædikestole af Andrea Pisano. Den er udført i 1298 i samme stil som Nicola Pisanos prædikestol i Pisas domkirke. De skarpt udskårne marmorrelieffer når melodramatiske højder i skildringen af Jesu liv og dommedagen. I højre kirkeskib hænger et udskåret trækrucifiks, også af Giovanni Pisano.

San Bartolemeo in Pantano, på Piazza San Bartolemeo, er en af Pistoias ældste kirker, bygget i 1100-tallet med en femdelt facade, som er rig på marmordekorationer og relieffer. Reliefferne over døren er placeret på en romersk sarkofag. Inde i kirken er der en rekonstrueret prædikestol af Guido da Coma (1250) med marmorrelieffer, der viser Kristi fødsel og som hviler på ryggen af mænd og løver i marmor.

Glaseret terrakottaværk

På Via Cavour møder man San Giovanni Fuorcivitas kirke, som fik dette navn, fordi den blev bygget i 1100-tallet uden for bymuren. Den har en meget fin facade med grønne og hvide marmorstriber samt vægge i pisa-stil. Indvendig er der tilstrækkelig belysning til, at man kan se nogle smukke kunstværker, bl.a. prædikestolen udført af Guglielmo da Pisa i 1270, et vievandskar af Giovanni Pisano og et smukt, glaseret terrakottaværk af Luca della Robbia, der forestiller Bebudelsesdagen.

San Domenico kirken og klostret på Piazza Garibaldi er et eksempel på 1200-tallets gotiske stil. Men det er også et vidnesbyrd om, hvad man ikke skal gøre ved en kirke, idet man har udskiftet de originale vinduer med nye og af uforklarlige årsager fjernet store malerier. En række farverige fresker og værker, der tilskrives Rossellino og Bermini, er dog bevaret.

Arkitektoniske fund på hvert gadehjørne

Lige overfor ligger det forhenværende Antonio Taus kapel, som ikke længere bruges til det oprindelige formål. Det er nu ”blot” et monument under restaurering fyldt med mange gotiske fresker på både væg og loft.

Andre kirker, som er et besøg værd i Pistoia, kunne være Santa Maria delle Grazie, San Frencesco, San Paolo og Santo Spirito. Men på næsten hvert gadehjørne finder man arkitektoniske fund fra fine paladser til smukke træskærerarbejder over en gadedør.

På indkøb i Pistoia

De vigtigste indkøbsgader er Via Cavour, Via Cino, Via Ateo Vannucci og Via Orafi, hvor man kan købe tøj, sko, læder og smykker. Her er passeggiata, aftenpromenade, en rigtig italiensk skik. Hvert år den 25. juli holdes der Giostra dell’Orso bjørne-turnering, på Piazza del Duomo. Det er en forestilling med smukke og farverige kostumer, hvor emnet er en turnering med 12 riddere og en bjørn. I dag er bjørnen erstattet med en træfigur. Ca. fem kilometer uden for bycentret ligger Pistoias berømte zoologiske have i en stor pinjeskov.